God nyhed: Lavere ledighed i Tårnby

Det går godt med beskæftigelsen i Tårnby Kommune. Efter en periode på næsten to år med forhøjet ledighed som følge af covid-19, er ledigheden nu på et lavere niveau, end den var før pandemien ramte beskæftigelsen i Tårnby hårdt i marts 2020.

Mange mistede deres arbejde, da covid-19 tog fat. Nu er flere kommet tilbage til jobbet i Tårnby…

 

De nyeste ledighedstal for december 2021 som netop er blevet offentliggjort viser, at ledigheden i Tårnby er på 2,1 procent, og dermed også er under den aktuelle ledighed på landsplan, som lyder på 2,5 procent.

Kort efter Danmark lukkede ned i marts 2020 og meget af luftfarten derfor også blev stoppet, steg ledigheden i Tårnby til tæt på fem procent, men nu er den altså dalet markant.

God nyhed

”Det er virkelig en god nyhed, at ledigheden nu er under det niveau, som vi så umiddelbart inden, covid-19 kom til Danmark for næsten to år siden. Dengang blev vi i Tårnby hårdt ramt, da rigtig mange af vores borgere arbejdede i luftfartsbranchen, som lukkede ned fra den ene dag til den anden. Pludselig stod rigtig mange af vores borgere uden job, og det var et hårdt slag for hele kommunen,” siger borgmester Allan S. Andersen, som er rigtig glad for, at kommunen tilbage i 2020 handlede hurtigt for at forsøge at få de ledige tilbage på arbejdsmarkedet.

”Som kommune tog vi den pludseligt opståede beskæftigelsesudfordring meget alvorligt, og vi oprustede i vores jobcenter og fremrykkede indsatsen til et fremskudt jobcenter ude i lufthavnen. Samtidig har virksomhederne været rigtig gode medspillere og været gode til at tage ledige i job,” siger Allan S. Andersen

Flyene kommet på vingerne

Efter en hård periode for lufthavnen er der begyndt at komme gang i flytrafikken til og fra Kastrup, og derfor er en del ledige igen kommet i job i lufthavnen, mens mange andre er kommet i job i andre brancher som f.eks.  bygge- og anlæg, transport, rengøring og fødevarebranchen.

Vi er klar

Og selvom ledighedstallene nu ser rigtig positive ud, så fortsætter den aktive beskæftigelsesindsats i Tårnby Kommune.

”Historien omkring covid-19 viser, at man aldrig kan spå om fremtiden. Lige nu ser det rigtig lyst ud og det er glædeligt, at vi nu har meget få ledige borgere. Men mange virksomheder er stadig præget af covid-19, og derfor kan der opstå situationer, hvor de er nødsaget til at skille sig af med gode medarbejdere, og der står vi som kommune klar til at hjælpe ledige borgere tilbage i job,” siger Flemming Larsen, der er konstitueret jobcenterchef i Tårnby Kommune.

Seneste artikler

 

Fik du læst?