Action og familiefilm i Dragør Bio

Der er stadig vinterferie, og der er god mulighed for at komme indenfor i varmen i Dragør Bio og se to film i weekenden lørdag 19. og søndag 20. februar. Der er både børnefilm og action-film på programmet.

”The King’s Man” – medrivende action I Dragør Bio.

 

Af Lene Dam Jørgensen

I weekenden lørdag 19. februar og søndag 20. februar vises der som altid kvalitetsfilm i Dragør Bio. Der er to gode film på programmet:

Lørdag 19. februar kl. 12 og søndag 20. februar kl. 14 vises familiefilmen Robotbror. Filmen er en dansk science fiction-film for hele familien. Den handler om den indflydelse, som teknologien har på børn og unge.

”Robotbror” foregår i en nær fremtid, hvor klimaproblemerne er løst, og alle børn har deres egne menneskelignende robotter, der følger dem rundt som personlige assistenter.

Forvokset bamse

11-årige Alberte, der er hovedpersonen, har bare ikke en robot, der ligner – tværtimod, da den nærmest ser ud som en forvokset bamse. Derfor bliver hun mobbet i skolen, men da hun får den nyeste humanoid-model, som der findes på markedet, vendes hendes popularitet. Albertes nye robot hedder Konrad, og han ligner faktiske rigtigt barn. Som tiden går begynder Alberte at føle en ægte forbindelse til Konrad. Spørgsmålet er bare om det er muligt at være ven med en robot.

”Robotbror” er baseret på Morten Dürrs børnebog og omsættes til film af Frederik Meldal Nørgaard, der tidligere har stået bag familiefilmene Villads fra Valby, Kidnappet og Team Albert.

”Robotbror” er ikke for børn under syv år.

Action-drama

Lørdag 19. februar kl. 20 og søndag 20. februar kl. 16.30 vises action-filmen ”The King’s Man”. Handlingen foregår i starten af 1900-tallet, hvor en gruppe ondskabsfulde forbrydere har planer om en verdensomspændende krig, der vil betyde at millioner af mennesker vil komme til at dø. En krig, der naturligvis må og skal stoppes for enhver pris.

Det er nu op til en enkelt person, nemlig den velklædte og kampklare gentleman Orlando Oxford, at gøre sit for at stoppe de krigsklare bagmænds ondsindede planer.

I The King’s Man bliver publikum vidne til hvordan verdens første uafhængige sfterretningstjeneste blev til.

Filmen er tilladt for børn over 15 år.

 

 

 

Seneste artikler

 

Fik du læst?