Hjælp! Der er et rumvæsen i klassen…

Teatret ZeBu på Øresundsvej viser lørdag 26. februar  kl. 13 børneforestillingen ”Det’ klasse” om, hvad der sker når rumvæsner dukker op i en tilfældig skoleklasse.

Der er spændende børneteater på Øresundsvej lørdag 6. februar.

 

Af Lene Dam Jørgensen

Teateret ZeBu på Øresundsvej viser lørdag 26. februar kl. 13 børneforestillingen ”Det’ klasse”.

Udgangspunktet for forestillingen er, at børnene skal forestille sig, at tre væsner fra en fjern galakse dukker op i en tilfældig skoleklasse. Børnene skal også forestille sig, at det er dem, der skal lære de tre uvidende rumvæsner, hvordan de skal opføre sig i et klasseværelse.

Børnene er eksperter

Teaterforestillingen fokuserer på spørgsmålene: Hvordan er man den gode kammerat? Hvordan bliver man populær? Hvordan mobber man? Og hvornår skal man sidde stille? Kort sagt om, hvordan man bliver en del af et fællesskab.

I forestillingen medvirker Julie Riis, Carl Martin Norén og Jan Overgaard Mogensen.

Prisbelønnet skuespiller

Julie Riis er uddannet fra Skuespillerskolen ved Aarhus Teater i 2006 og har medvirket i forskellige forestillinger på diverse teatre. Julie Riis modtog i 2008 Reumerts Talentpris. Foruden teater har Julie også medvirket i tv-serien ”Krøniken” og ”Livvagterne” på DR.

Carl Martin Norén er uddannet på Skuespillerskolen ved Odense Teater 2006. Han har blandt andet medvirket i filmen ”De unge år” og serien ”Forbrydelsen”.

Skuespiller og instruktør

Jan Overgaard Mogensen er selvlært skuespiller og instruktør. Han har siden 1993 været skuespiller og optrådt på de fleste scener i Danmark, herunder Jomfru Ane Teatret og diverse børne- og ungdomsteatre. Han har også medvirket i et gæstespil på det Kongelige Teater og i filmen “Det grå guld” og tv-serien “Hotellet”.

Teaterstykket er for børn fra syv til ni år. Billetpriserne varierer fra 40 til 135 kroner og kan købes på ZeBus hjemmeside.

 

 

 

 

 

 

Seneste artikler

 

Fik du læst?