Fra mandag den 28. marts frem til 1. maj sætter den lokale billedkunstner Camilla Berner forholdet mellem natur og kultur i perspektiv i en karruseldør i Amager Centret med sit bidrag til udstillingsplatformen FABRIKKEN Afd. AC. Udstillingen åbnes officielt med en fernisering torsdag 31. marts fra kl. 16 til 18.

Af Lene Dam Jørgensen
I glasmontrerne i karruseldøren ved Amager Centret mellem hælebaren Mr. Lihn og Irma ligger nogle store kampesten. Det er ikke rigtige sten, men kunstige sten. Stenene er lavet af billedkunstner Camilla Berner, der bor og arbejder på Amager, og de er lette som fjer. Som de ligger der ligner de næsten materialer til en jættestue eller en del af et landskab, der midlertidigt er flyttet ind i Amager Centret.
Stenenes betydning
En sten kan betyde meget og mange gange betyder den noget vigtigt. Historisk set har store sten i naturen haft særlig betydning for forskellige folkeslag. I Kongelunden på Amager stod for eksempel en hellig sten, som alle brudepar skulle ud til, for hvis en sten er vidne til et bryllup, står det fast og kan ikke tages tilbage.
Alle, der kan lide at have en sten i lommen, hvis de enten vil huske noget, eller hvis de er i sorg. Sten kan virke healende og kan for nogle være et værktøj til god energi. Undersøgelser har vist, at god energi og lindring også kan fremkaldes ved at shoppe.
De beslutninger en person træffer ved shopping kan fremkalde en følelse af kontrol og modvirke negative følelser og tristhed.
Forestillingen om naturen
Ved at få naturen eller illusionen om naturen ind i Amager Centret, sætter Camilla Berner fokus på naturen i relation til det menneskeskabte. Da det handler om kunstig natur, står natur og kultur ikke som hinandens modsætninger i hendes værker. I stedet fremmer udstillingen i karusseldøren en refleksion over forholdet mellem natur og kultur, men også over forholdet mellem hvad det er der er virkeligt og hvad der er en forestilling.
Lav selv kunstige sten
Fra fredag 8. april inviteres alle i Amager Centret uanset alder til at gøre Camilla Berner kunsten efter. FABRIKKEN Afd. AC uddeler nemlig for tredje gang en krea-pose, for hele familien med materialer til selv at lave kunstige sten i papmache. Posen uddeles gratis så længe lager haves i butikken Minifin på 1. sal, og det er unægtelig et godt tidspunkt, da det sker lige op til påskeferien.
Skiftende værker
FABRIKKEN Afd. AC åbnede i september 2020 og viser skiftende værker af forskellige danske kunstnere i Amager Centret frem til og med juni 2022. Camilla Berner er den sjette kunstner der udstiller på platformen. Til kunstoplevelserne knyttes forskellige kreative aktiviteter og events.
Kunstakademiet
Camilla Berner er uddannet fra Det Kongelige Danske Kunstakademi og har udstillet på bl.a. Fuglsang Kunstmuseum, Den Hirschsprungske Samling og Vejen Kunstmuseum. Camilla Berner er præmieret flere gange af Statens kunstfond, og hendes værker er repræsenteret i anerkendte samlinger som Brandts og Ny Carlsbergfondet.


