Det er for længst blevet en god og fast tradition, at Danmarks veteraner, som har været udsendt af Forsvaret, Redningsberedskabet, Politiet, Sundhedsmyndighederne eller Udenrigsministeriet, bliver hyldet.
I Tårnby er flagdagen også blevet en tilbagevendende begivenhed, og i år er det sjette gang, at veteranerne bliver hyldet i Tårnby. Det sker mandag 5. september, hvor Tårnby Kommune er vært for et arrangement i Rådhushallen på Tårnby Rådhus.
Højtidelig dag
Den højtidelige dag starter klokken 9, hvor der er fælles flaghejsning foran rådhuset, og det slutter klokken 10.15. Undervejs vil borgmester Allan S. Andersen holde tale, ligesom der vil være et musikalsk indslag fra Tårnby Musikskole. Samtidig vil der være rig mulighed for veteranerne til at møde andre veteraner.
Borgmester Allan S. Andersen ser frem til at møde veteraner fra både Forsvaret og de andre myndigheder som f.eks. politi og sundhedsvæsenet:
En usikker verden
”Vi lever i en usikker verden, og det ser vi ikke mindst i denne tid, hvor der som bekendt er krig i Europa i form af Ruslands invasion af Ukraine. Derfor er det værd at minde hinanden om, at vi i Danmark har rigtig mange dygtige og modige personer som igennem deres karriere været udsendt til operationer rundt om i brændpunkter,” siger borgmester Allan S. Andersen og tilføjer:
”Jeg ser meget frem til igen at være med til at hylde vores lokale veteraner. Flagdagen er en fantastisk begivenhed, hvor vi kan hylde og sig tak for indsatsen for de veteraner, vi har her i kommunen. De har alle påtaget sig et vigtigt job, og været med til at gøre Danmark ære ude i verden. Jeg håber derfor at se mange lokale veteraner på Tårnby Rådhus 5. september, så vi kan hylde dem,” siger borgmester Allan S. Andersen.
Børnemedaljer
Sidste år var det for første gang i Tårnby muligt at veteranernes børn kunne få en særlig børnemedalje, som veteranforeningen Familienetværket står bag. Dette bliver gentaget i år for de børn, som ikke allerede har fået en børnemedalje. Ønsker man at ens barn/børn skal have en børnemedalje kræver det blot, at man sender en mail med navnene på sine børn under 18 år til komsek@taarnby.dk senest 1. september.
”Rigtig mange børn var med til Flagdagen sidste år, og det var en stor glæde at se dem få en børnemedalje. Som barn af en udsendt oplever man en række afsavn og bekymringer, og derfor fortjener de bestemt også at blive hyldet, og det kan vi være med til på denne måde” siger Allan S. Andersen.
De veteraner, som har været udsendt af Forsvaret, har allerede modtaget en invitation fra Tårnby Kommune. Andre veteraner fra Politiet, Redningsberedskabet, Sundhedsmyndighederne eller Udenrigsministeriet er også meget velkomne til at deltage i Flagdagen. Det kræver ingen tilmelding, men man skal blot møde op.