Amager Scenen og Det Kongelige – Nina klarede det hele…

TEATERJUBILÆUM: Dansk teaterscenografi’s grand old lady og tidligere scenograf på Amager Scenen Nina Schiøttz udstiller smukke teatertegninger fra Holbergs”Den Stundesløse”

Skuespiller-parret Waage Sandø og Pia Jondal sammen med Nina Schiøttz. (Foto: Julie Melchior)

Hvis nogen skal en tur til Frederiksberg i den kommende tid, så er der mulighed for at se en usædvanlig fin, lille udstilling af kostumetegninger fra Holbergs teaterforestilling “Den Stundesløse”. Tegningerne er udført af den lands- og anerkendte scenograf Nina Schiøttz, der bl. a. tidligere har stået for scenografien på Amager Scenen. Det var bl. a. i den forrygende “My Fair Lady” med Matador-stjernerne Jørgen Buckhøj og Holger Juul Hansen i hovedrollerne.

Og der var velbesøgt fernisering forleden i interiørbutikken Fick på Gl. Kongevej 148 på Frederiksberg på udstillingen af de skønne kostumetegninger.

”Det er en kæmpe ære, at Nina Schiøttz har valgt Fick-universet at udstille hos,” siger butikkens to indehavere, Rikke og Poul Fick, der har drevet forretningen på Gl. Kongevej siden 2000.

(Artiklen fortsættes under billedet)

Nina Schiøttz – framragende teaterscenograf. (Foto: Julie Melchior)

Nina Schiøttz debuterede i Dronningemølle Revyen og kom senere til Det Kongelige Teater, Folketeatret, Amager Scenen og teatrene i Aarhus Aalborg og Odense samt Bornholmer Revyen, der alle har nydt godt af hendes fremragende, scenografiske evner.

Hun har tidligere udstillet på bl.a. Brandts Klædefabrik i Odense og Nordjyllands Kunstmuseum.

En skatkiste

”I er jo som et levende teater, og når man kommer ind hos Fick, bliver man forført ind i en skatkiste af et univers. Så hvad er mere naturligt, end at lade mine tegninger leve videre hos jer,” siger Nina Schiøttz til gengæld.

Nina har ophængt 20 kostumetegninger fra ”Den Stundesløse” af Ludvig Holberg i butikken i forbindelse med dansk teaters 300-års fødselsdag.

”Den Stundesløse” handler om en forretningsmand, hr. Vielgeschrei, der har så travlt, at han aldrig får udrettet noget.

En historie, der rammer lige ind i en nutidig problematik. For udretter vi mere ved at løbe stærkt, eller ville vi vinde ved at sætte tempoet ned?

Holberg skrev et humoristisk teaterstykke om dette – og nu kan man se kostumerne fra selvsamme forestilling udført i smukke tegninger.

Seneste artikler

 

Fik du læst?