I en tid, hvor ondskaben i krig bliver malet os næsten alt for tydeligt for øje, har vi brug for opmuntringer og gode beretninger om mennesker, som i andre krige har trodset overordnedes befalinger om vedligeholdelsen af fjendskab og fortsættelse af krig midt i en juletid.
Det er en sandfærdig beretning, som ikke mange kender, men se, hvad der skete under første verdenskrig i julen 1914. Her i en forkortet version:
Juleaftensdag var der britiske, franske og tyske hær enheder, som lå rimelig tæt overfor hinanden i hver deres skyttegrave. Der var naturligt ikke megen julestemning. Tyskerne havde fået et juletræ til hvert kompagni, og smågaver var sendt til soldaterne fra pårørende, men der var langt fra tegn på en julefest i de kolde og fugtige skyttegrave, hvor juleaften skulle ”fejres”.
Det følgende skete flere steder ganske spontant og bestemt ikke med de overordnedes gode vilje. Man skulle ikke være venner med fjenden.
Det var oftest tyskerne, der begyndte. De satte stearinlys på skyttegrave og små juletræer, og pludselig lød julesalmen:” Stille Nacht, heilige Nacht” fra den ellers fjendtlige skyttegrav. (Vores: Glade jul, dejlige jul).
De britiske og franske soldater kvitterede med klapsalver eller en af deres egne julesalmer, og efterhånden turde enkelte soldater på begge sider også kravle op af skyttegravene, hvor de råbte og vinkede til hinanden.
Der blev kastet små gaver over til hinanden, og nogen blev så frimodige, at de bevægede sig op og gav hånd til fjenderne og ønskede dem glædelig jul. Kort forinden havde de været dødelige fjender.
En britisk krigsveteran William Dawkins huskede mange år senere, hvad der skete:
”Tyskerne kom ud af deres beskyttelseshuller, hentede en fodbold og inviterede vores drenge til en omgang bold. Vores drenge gik over til dem, og snart havde de det vældigt sjovt sammen”.
Der er flere eksempler på, at der blev spillet fodbold, men julefreden varierede fra sted til sted, og der var også steder, hvor der stadig var krigshandlinger.
Nogen steder varede julefreden helt til 2. juledag.
Soldaterne fik så strenge ordrer til at gå i gang med krigshandlingerne igen.
Vi har brug for en sådan beretning, og må noget lignende ske igen i vores krigsplagede verden…
En opfordring: Bed for mennesker, som er i krig og for alle, der er mærket af krigen. Fyld Facebook, andre sociale medier og din hverdag med opmuntrende beretninger. Vi har brug for tro, håb og kærlighed i vores tid lige nu!
Glædelig adventstid og kærlig hilsen
Agnethe Zimino
Fhv. sognepræst v. Korsvejskirken.
Kilde: Steffen Lind Christensen
