Julefest for ukrainske flygtninge og deres børn

Igen i år er der julefest i Skelgårdskirken. Det er sognepræst Kamilla Bugges mor, 76-årige Grethe Jensen, der er primus motor i arrangementet, der bl.a. får deltagelse af 26 ukrainske flygtninge – heraf 10 børn.

Så bliver der julefest i Skelgårdskirken igen – i år med deltagelse af ukrainske flygtninge.

Af Lene Dam Jørgensen

I Skelgårdskirken på Sindingvej er der juleaftensgudstjeneste lørdag 24. december kl. 15 med sognepræst Kamilla Bugge. Og traditionen tro er der også juleaftensfest. I år deltager 26 ukrainere heraf 10 børn, så der er fuldt hus i kirken.

Fra kl. 17 til 21 er der juleaftensfest. 76-årige Grethe Jensen, der er sognepræst Kamilla Bugges mor, er initiativtager og holder juleaftensfesten sammen med tre andre frivillige.

Hyggelig juleaften med gaver

Grethe Jensen fortæller til Amagernyt.dk, at der kommer omkring 40 gæster, og at det bliver en traditionel juleaften med hygge og god dansk julemiddag med flæskesteg og ris a’ la mande. Der er også en mandelgave, og Grethe har også tænkt sig at bage og servere en lækker julekage.

”Vi kan også danse om juletræet, og vi arrangerer også en pakkeleg for både bøn og vokse,” fortæller Grethe Jensen.

Næstekærlighed

Grethe Jensen har tidligere holdt juleaftensfest i fire år i Korsvejskirken i Kastrup, men flyttede over til Skelgårdskirken, da datteren blev præst der.

(Artiklen fortsættes under billedet)

Grethe Jensen – arrangerer julefest

”Det har været svært at skaffe frivillige, men jeg ville altså ikke give op – og lige pludselig ringede de mennesker, der har hjulpet mig før i Korsvejskirken og spurgte, om de ikke skulle komme og hjælpe?

Flere sponsorer

Menighedsplejen har givet 3.0000 kroner til juleaftensfesten, og det er lykkedes at få yderligere 3.000 kroner fra en erhvervsdrivende, som er blevet brugt til at købe legetøj, tøj til piger og drenge og et gavekort til den ældste pige på 300 kroner. Derudover har BR Legetøj givet bamser og spil og tøjforretningen Zara har givet fire gaver. Rema 1000 har givet nogle slikposer til de ukrainske børn juleaften.

Kirkens opgave

Grethe glæder sig over, at det er lykkedes at få arrangeret en julefest igen i år:

“Det er ikke rart at være alene eller føle sig ensom juleaften,” siger hun. ”Du sidder der og kan se alle lysene tændt omkring dig og kigger ind ad vinduerne. Du er overladt til fjernsyn eller laver en pølsemad, fordi du ikke orker at lave flæskesteg eller and – så er det ikke sjovt. Du bliver ked af det, for du føler dig fravalgt og det er ikke sjovt.”

Glæder sig til juleaften

Grethe fortæller, at hun glæder sig til en juleaften med både danskere og ukrainere. Hun siger også, at der er ikke noget, der er så godt, som når folk har spist et godt måltid sammen og sidder og hygger sig og har det godt sammen. Grethe fortæller, at hun vil fortsætte med at holde juleaftensfest, så længe hun har kræfter til det.

Grethe har i sin tid stået i lære i Magasin du Nord, men blev senere skolesekretær på en privatskole. Senere blev hun social- og sundhedsassistent på et plejehjem i Thyborøn, men er altså nu vendt tilbage til Sjælland.

 

Seneste artikler

 

Fik du læst?

Tivoli er åben…

FORÅR: Iklædt påskegult åbnede Tivoli i dag portene til dette års sommersæson, der varer til 22. september. Forlystelseshaven lægger ud med at markere Påske i

Læs mere »