De sidste års intensive arbejde med bæredygtighed på Tårnby Gymnasium & HF bliver nu intensiveret yderligere. Den 1. januar blev studiestedet udnævnt til UNESCO skole.

Uddannelsesleder Maria Mellergaard Nielsen er stolt af certificeringen af Tårnby Gymnasium & HF til UNESCO skole, som hun ser som en mulighed for at sætte ekstra strøm til arbejdet med bæredygtighed på stedet.
Også rektor Mikkel Harder Sørensen er stolt over certificeringen:
”Vi har et meget engageret Grønt Råd, som har arbejdet benhårdt på bl.a. at opføre et solcelle-anlæg. Det har været undervejs i snart et år og er lige nu ved at blive monteret på multihallen, så vi kan udlede mindre CO2. Det er rigtig spændende og det er noget jeg er rigtig stolt over”, udtaler rektor, Mikkel Harder Sørensen.
(Artiklen fortsættes under billedet)

Tårnby Gymnasium & HF har blandt andet holdt en bæredygtighedsuge, oprettet ”Vild med vilje” bag multihallen samt igangsat initiativer med affaldssortering og genbrug.
UNESCO er FN’s organisation for uddannelse, kultur, kommunikation og videnskab.
Hvad er en UNESCO skole?
UNESCO Verdensmålsskoler er en del af det globale skolenetværk UNESCO Associated Schools Project Network. Det består af 11.500 skoler og uddannelsesinstitutioner i 182 lande. Alle skolerne i netværket er forpligtet til at arbejde med globalt medborgerskab og bæredygtig udvikling.
Som UNESCO Verdensmålsskole får man konkret inspiration til, hvordan man udvikler undervisning med udgangspunkt i verdensmålene. I Danmark er der ca. 80 uddannelsesinstitutioner i netværket, og det tæller både grundskoler, efterskoler, gymnasier, erhvervsskoler, professionshøjskoler samt HF og VUC. Børne- og Undervisningsministeriet støtter det danske netværk med en årlig bevilling.