Det er så kedeligt – dét med kirken…

Her kommer en særlig hilsen til mine tidligere konfirmander:

For hvor tit har jeg ikke hørt det?

De fleste konfirmander kom, som regel synes jeg, med de helt rigtige motiver om at ville lære noget om Gud. Men når de så havde været til gudstjeneste nogle søndage, så sukkede de fleste: ”Jamen, det er så kedeligt..!”

Nu afdøde sognepræst og tidligere kirkeminister Tove Fergo gik så vidt, at hun forbød sine konfirmander at gå til gudstjeneste om søndagen kl. 10. Hun mente ikke, den gudstjeneste passede til teenagere. I stedet tog hun konfirmander med til gudstjenester, som passede bedre til deres aldersgruppe.

Når jeg som præst mødte voksne, der havde været til en gudstjeneste i forbindelse med dåb, så gav en stor del af dem ofte udtryk for, at gudstjenesten havde været en god oplevelse. Det var noget, de tilsyneladende ikke havde regnet med. Det var tydeligt, at de huskede gudstjenester som noget kedeligt…

Jeg tænkte på, hvordan de havde fået den opfattelse og kom til den triste erkendelse, at vi præster nok desværre har vaccineret konfirmander mod kirkegang ved at forlange eller forvente deltagelse i kirkegang et vist antal gange inden konfirmationen.

At det var en kedelig oplevelse satte sig imidlertid i sindet, helt indtil de så som voksne mødte kirken i forbindelse med en kirkelig handling og fik en positiv og overraskende oplevelse.

Man kan derfor overveje, om det er så godt med en omgang obligatorisk kirkegang for konfirmander? De er jo forskellige, og nogen kan bedre håndtere et bestemt antal gudstjenester end andre.

I nogle år sagde jeg, når konfirmander spurgte: ”Hvor mange gange skal vi så gå til gudstjeneste?” Jeg svarede: ”Tja, hvor mange gange? Hør her, du begynder bare, så skal jeg nok sige, når det bliver for meget!”

Nogle gik seks gange, andre 10 eller 12, og et par drenge på et hold konkurrerede og kom op på 33 og 34 gange. Mon de har været til gudstjeneste siden? Betød det noget for jer? (Måske læser de tidligere konfirmander med her..?)

Hvad mener mine kollegapræster om konfirmanders deltagelse i gudstjenesten søndag?

Men er kristendom og kristentro en kedelig affære?

Ja, set udefra så kan det desværre se sådan ud.

En dreng kørte i tog med sin far og sagde:” Se far, der står en kristen hest!” Far:” Hvorfor siger du, den er kristen?” Søn:” Jo, den hænger med hovedet!”

Er kirken og kristne da humørforladte? Det ønsker vi ikke at være.

Det er dog ofte det indtryk, vi tilsyneladende har givet folk. Burde vi så gå rundt med et smil hele tiden?

Der er ikke noget så forfærdeligt som et kunstigt, lalleglad smil! Det er vigtigt, at vi er ærlige, og at vi kan mødes i kirken, som vi er, og som vi har det! Ligegyldigt om vi tuder eller ler!

En forfatter beskriver kristentroen således:

”Den kristne tro er en storslået katedral med guddommelige glasmalerier. Når man står udenfor, er der ikke noget særligt at se, men når man står derinde, afslører lyset harmonien og den ufattelige pragt!”

Udefra kan det synes at være enormt kedeligt at være en kristen, men tør man tage springet og begynde at leve som en tilgivet og elsket kristen, så opdager man, at livet bliver fyldt med gode oplevelser, og vi kan opleve en indre fred og glæde – ofte på trods af vore omstændigheder. Livet er jo ikke lutter lagkage, selvom man tror. Men det er bedre at have Gud med i sit liv, end at være alene om alt. Gud er langt større, end vi kan forestille os. Med Gud kan vi være trygge under alle forhold.

Et stort ønske fra min side: Kære tidligere konfirmander! Håber, at I aldrig mister troen på, at I er elsket af Gud.

Drop ind til en gudstjeneste! Det er slet ikke så kedeligt, som I måske husker det!

Kærlig hilsen

Agnethe Zimino
Fhv. sognepræst på Amager

Seneste artikler

 

Fik du læst?