Hvor er du, Gud?

Der er helt sikkert nogen, som stiller det spørgsmål i lyset af alt det forfærdelige, der sker her i tiden.

Krig i Ukraine og al den ødelæggelse og død, som vi ser udmalet for os på tv hver dag i den forbindelse: Jordskælv i Tyrkiet og Syrien, hvor tusinder er blevet dræbt under sammenfaldne højhuse, mens de sov; folk, der stadig sidder klemt inde i ruinerne, og de mange pårørende og frivillige, som hjælper med i redningen af døde og levende. Alle de chokerede og bange mennesker, hvis ansigter vi ikke sådan kan glemme.

Hvor er Gud? Sover han?

Gud skal ikke have skylden for alt det onde, vi finder på… Gud har gentagne gange i bibelen befalet os at elske hinanden, ja, endda at elske vore fjender.

Gud skal heller ikke have skylden for de mange naturkatastrofer, hvoraf mange er forårsaget af vores manglende omsorg for vores jord.

Gud skal ikke have skylden, for at korrupte bygherrer har opført faldefærdige højhuse, der ikke kunne stå fast i et jordskælv. De byggede dårligt, fordi de dermed kunne få større profit til dem selv.

Gud skal ikke have skylden for sultkatastroferne i Afrika, klimaforandringer, korruption, og det at ”en lille procentdel af verden forbruger langt den største del af ressourcerne i verden, mens langt størstedelen lever i fattigdom, idet mere end en milliard mennesker lever for mindre end en dollar om dagen.” (Citat fra Ærkebiskop Desmond Tutu`s bog ”Gud har en drøm”)

Tutu skriver, at det jo i stedet var Guds intention, at vi alle skulle leve som én familie.

I os mennesker ligger der en evne til at gøre ondt, og det gælder såmænd os alle hver og en. Vi er fødte egoister, men Gud har givet os ansvar for hinanden og for den klode, vi bor på.

Men hvor er Gud, når mennesker rammes af ondskab, eller rammes af uforklarlige naturkatastrofer?

Er han så skuffet over sit skaberværk, at han har droppet os? Er han ligeglad?

Desmond Tutu bringer en beretning fra holocaust i sin bog: ”Gud har en drøm”, der besvarer mit og mange andres spørgsmål: ”Hvor er du, Gud?”

”En nazivagt hånede en jødisk fange, som havde fået det mest beskidte job af alle. Rengøring af toiletterne. Vagten stod højere oppe og så ned på ham og sagde:” Hvor er din Gud?” Fangen svarede:” Lige her sammen med mig i skidtet!”

Jeg tror, intet menneske – og heller ikke kristne – har nogen som helst god forklaring på alt det skrækkelige, vi ser og oplever i tiden, og jeg tør hvert fald ikke komme med noget som helst svar på lidelsens problem.

Men eet tror jeg, ja, jeg tør sige – jeg ved: Gud er i mørket! Aldrig bliver vi ladt alene der. Heller ikke alle de kære mennesker, som har ligget eller ligger under ruinerne, har været eller er der alene. Gud har været og er hos dem, og rigtig, rigtig mange har helt sikkert bedt til ham.

Når vi mennesker lider, så råber vi på hjælp.

En sagde, at vore hospitaler er landets største bedehuse…

Når livet gør ondt, så er der ikke mange troende ateister.

Når jeg tænker på de mange tusinde, som er døde og på alle de fortvivlede pårørende og alle os langt væk, som bliver påvirkede af det, vi hører og ser, så forstår jeg heller ikke noget som helst.

Jeg lægger så alligevel mærke til, at lidelserne får mennesker til at handle kærligt, som man ville gøre det i en rigtig familie.

Danmarks indsamlingen viste det! Mere end 100 millioner blev indsamlet til børn, som har brug for vores hjælp.

Jeg lagde mærke til det før jul, hvor der var masser af grupper på bl.a. Facebook, som tilbød hjælp til familier, der manglede penge, mad eller gaver til julen, og det strømmede ind med praktisk hjælp.

Vi har i os evnen til at gøre ondt, men vi har også gaver til at gøre godt.

Forfatteren C.S. Lewis skriver: ” Lidelsen er Guds megafon. Den vækker mig. Jeg vågner og ser pludseligt livet som værdifuldt.”

Gud står ikke for det onde, der sker, men han bruger det. Ofte har vi jo glemt både Gud og vore medmennesker, men i nøden har vi pludselig brug for både Gud og hinanden.

Det er ikke lidelsens formål, at jeg skal lære, men jeg kan lære af lidelsen.

Skuespiller Bodil Jørgensen siger: ” Det meningsfulde og det meningsløse går ligesom hånd i hånd.”

Pludseligt kan vi se, hvor privilegerede vi er, at vi bor i et fredeligt land med gode kår, og derfor er det også rigtigt og naturligt, at vi som land og at vi individuelt hjælper dem, der er ramt ekstra hårdt, også selvom de er langt fra os.

Når vi tænker på vore egne lidelser og kampe, for ingen går igennem livet uden knubs og smerte, så må vi sige, som en stærkt handikappet ung kvinde sagde: ”Jeg behøver ikke alle svarene. Jeg behøver kun ham, som har dem alle i sin hånd.”

Joni Eareckson Tada – en kvinde, som blev lammet fra top til tå, da hun som 17-årig sprang ud på for lavt vand – siger i en samtale om sin tro på Jesus og om sit handikap:

”Hvad vi her behøver er visdom. Og visdom er ikke evnen til at regne ud, hvorfor Gud har gjort, hvad han har gjort, og hvad han dernæst vil gøre. Visdom er at stole på ham, selvom alt ikke virker retfærdigt”.

En opfordring til bøn:

Kære Gud! Tak at du er hos dem, der lider både udenfor og indenfor vort lands grænser. Fyld dem med din fred, hjælp og din trøst og giv dem, hvad de trænger til lige nu. Hjælp os at gøre, hvad vi kan for at hjælpe mennesker i nød. Tak at du er hos os i mørket. I Jesu navn. Amen!

Kærlig hilsen

Agnethe Zimino
Pens. sognepræst på Amager

 

Seneste artikler

 

Fik du læst?

Tivoli er åben…

FORÅR: Iklædt påskegult åbnede Tivoli i dag portene til dette års sommersæson, der varer til 22. september. Forlystelseshaven lægger ud med at markere Påske i

Læs mere »