Grøn-koncerterne kommer til Tårnby

Sidste sommer var det ”Shape of You” og andre Ed Sheeran-numre, der lød fra Øresundsparken. Til sommer valfarter koncertgæster igen til Tårnby, når Øresundsparken danner rammen for årets første koncert fra Grøn, der turneer Danmark rundt fra 20. til 30. juli.

Så kommer Grøn.koncerterne til Tårnby. (Foto: Grøn)

Kommer der flere store koncerter i Øresundsparken? Det er et spørgsmål, mange Tårnby-borgere har stillet efter sidste sommers besøg af den engelske verdensstjerne Ed Sheeran. Succesen har også fået flere andre koncertarrangører til at henvende sig til Tårnby Kommune, og det er nu besluttet, at Øresundsparken dette år skal lægge lokation til endnu et folkeligt arrangement – nemlig Grøn, der er arrangeret af Tuborg og Muskelsvindfonden.

Grøn fejrer 40 år til sommer, og det bliver Tårnby, der torsdag 20. juli åbner koncertrækken. Herefter går turen videre til Kolding, Aarhus, Aalborg, Esbjerg, Odense, Næstved og til sidst Valby.

Et godt formål

Borgmester Allan S. Andersen siger:

”Jeg er stolt over, at Tårnby Kommune for første gang nogensinde kan bidrage til afviklingen af Grøn. Vi har valgt at indgå samarbejde med arrangørerne, fordi Grøn er et velkendt arrangement, der appellerer bredt. Samtidig går overskuddet til et godt formål, nemlig Muskelsvindfonden. Ud fra de møder, vi allerede har haft, kan jeg sige, at det tegner rigtig lovende. Et godt samarbejde er meget vigtigt, fordi vi som kommune har fokus på, at koncerten skal blive en positiv oplevelse, ikke bare for koncertgæsterne, men også for Tårnbys erhvervsliv og borgere.”

Grøn har tidligere været holdt i Amager Strandpark. Den nye lokation i Øresundsparken betyder mere plads og bedre ankomstforhold for de mange gæster. Programmet for Grøn er endnu ikke oplyst, men det vil traditionen tro byde på flere kendte kunstnere.

Seneste artikler

 

Fik du læst?