Øresundskollegiets nye tagterrasse – The Social Spine – kåret til Skandinaviens bedste grønne tag
Det er netop blevet afgjort, at tagterrassen på Øresundskollegiet – også kaldet ’The Social Spine’ – vinder prisen “Scandinavian Green Roof Award.”
Prisen er Skandinaviens største og mest prestigefulde pris for innovative og naturbaserede grønne tage. I år går prisen til transformationen af Øresundskollegiets tagterrasse: Fra gråt cementtag til naturrigt, grønt åndehul.
(Artiklen fortsættes under billedet)
Projektet kaldet ’The Social Spine’”er designet af arkitektfirmaet SLA, der holder til i Njalsgade, i samarbejde med arkitektfirmaet, A.B. Clausen og Optimus Anlæg – for bygherren Øresundskollegiet og byggeforretningsfører FA09.
”Scandinavian Green Roof Award er Nordens vigtigste pris for grønne tage. Prisen gives til det bedste og mest innovative grønne tag i Skandinavien. Prisen gives normalt til nye, store prestigiøse projekter som f.eks Amager Bakke, så det er en kæmpe anerkendelse, at transformationen af Øresundskollegiets tagterrasse i år vinder prisen med et meget beskedent budget. Det viser bare, hvor langt man kan komme med naturbaseret design, en modig bygherre og en fantastisk gruppe beboere,” siger Rasmus Aastrup, designdirektør og partner i SLA, der er arkitekterne bag renoveringen af tagterrassen.
(Artiklen fortsættes under billedet)
En af de beboere er Niels Kristian Bjerg, der er tidligere formand for Beboerrådet på Øresundskollegiet:
“Vi har fra starten haft fokus på at skabe optimale rammer for sociale fællesskaber, og med The Social Spine er visionen for alvor blevet realiseret. Terrassen har siden færdiggørelsen i sommeren 2022 været et populært samlingssted for beboerne til læsning, opgaveskrivning, fællesspisninger og fester. Projektet har styrket fællesskabet på Øresundskollegiet og samtidig opfyldt beboernes ønsker om forgrønning og bæredygtige materialer. Det bringer mig derfor stor glæde og stolthed, at projektet modtager anerkendelse ved at vinde så fin en pris. Allergladest bliver jeg dog, når jeg ser, hvordan beboerne har taget ejerskab over terrassen og jeg håber, at terrassen vil fortsætte med at skabe glæde og gode bæredygtige fællesskaber mange år fremover,” uddyber han.
Fællesskaber i naturen
Kåringen af tagterrassen skete forleden på Scandinavian Green Roof Institutes konference “Digital Blue Green Event” under navnet The Social Spine. Renoveringen blev mulig takket være en bevilling på 2,8 mio. kr. fra Villum Fonden.
”Det har hele vejen igennem været meget vigtigt for beboerne, at tagterrassen blev et lækkert mødested, hvor man har lyst til at mødes og hygge sig på tværs af blokkene. Og den mission er i den grad blevet en realitet. Derfor er det også et kæmpe skulderklap til vores engagerede beboere, at juryen netop lægger vægt på den sociale baggrund og aspekt i vores flotte tagterrasse,” siger kollegiechef Charlotte Simonsen.
Ros til beboerne
Også hos bygherrerådgiveren er der glæde over prisen og dens betoning af projektets stærke sociale aspekt.
”Som en slags fødselshjælper var vi med tilbage i 2019, da de første spæde idéer til renovering af den gamle tagterrasse blev til. Det har været en fantastisk rejse, hvor vi sammen med beboerne og kollegiets administration har konkretiseret drømmene om et grønt fællesskab og sociale mødesteder. Projektet har i høj grad været båret frem af et engageret beboerråd, og for os er det helt tydeligt, at tagterrassen i dag afspejler kollegianernes egne ønsker og idéer og er gået fra drømme, visioner og skitser til den grønne oase, som tagterrassen er i dag,” siger Jeanette Frisk, grundlægger og partner i firmaet Arki-Lab.
De unge beboere
Partner og designdirektør i SLA, Rasmus Astrup, er enig i, at projektets sociale bæredygtighed i høj grad udspringer fra projektets unge beboere.
”The Social Spine er en direkte forlængelse af Øresundskollegiets 70’er-vision om fællesskab. Da Øresundskollegiet overgik til et alment kollegium, valgte de studerende selv at invitere socialt udsatte beboere ind med det formål at tage et direkte socialt ansvar og inspirere hinanden. Vi ved, at den bedste ramme for stærke sociale sammenkomster er i naturen. Derfor har vi bragt naturen helt ind til beboerne lige udenfor deres egen dør. Alle beslutninger i forbindelse med renoveringen er taget og drevet af beboerne selv. Sjældent har vi arbejdet for så oplyste og bevidste mennesker. Det er jo også det, juryen belønner, når de giver The Social Spine prisen for at vise, hvordan naturbaserede løsninger og grønne tage ikke kun kan bidrage til bedre klima og miljø, men også spille en vigtig rolle med at skabe social sammenhængskraft og transformation,” forklarer Rasmus Astrup.