I går lørdag var det min dåbsdag. Den 3. juni 1945 blev jeg døbt i Kollerup kirke. (Kollerup ligger i Hanherred i Nordjylland).
Jeg kan af gode grunde ikke huske min dåb. Jeg var ikke engang en måned gammel.
Jeg er så taknemlig, at mine forældre besluttede sig for at få mig døbt.
Der er selvfølgelig andre, som bliver døbt som teenager eller som voksen. Bedre sent end aldrig.
Dem, der dermed kan huske deres dåb, oplever det helt givet som noget stærkt og stort, og som gammel præst har det været en stor oplevelse at få lov at døbe både folk fra den ene og den anden aldersgruppe!
Jeg glemmer aldrig de små, når vandet risler hen over deres hoved og overrasker dem, og pludselig stopper gråden ganske brat, og jeg siger:” Ja, som I kan høre. Det hjælper at blive døbt!” Menigheden morer sig og glæder sig over den lille, hvis liv vi nu har en lille smule del i. Vi er vidner!
Andre sover sig passivt gennem dåbens hellige øjeblik. Og for en søndags menighed, der gerne hører, hvad præsten siger, kan det også være helt rart. Så er det indrømmet.
Ganske rørende er det med en dåb – også for præsten. Gråd eller ej! Jesus siger: ”Lad de små børn komme til mig. Det må I ikke hindre dem i, for Guds rige er deres”, så alle de små er så hjerteligen velkomne i kirken til enhver tid.
Før jeg blev præst, var jeg til gudstjeneste et sted, hvor der var en lille charmerende pige på ca. to – tre år, som skulle døbes. Hun skreg og skreg, da hun blev løftet op til døbefonden, og hun skreg: ”Jeg vil ikke dyppes. Jeg vil ikke dyppes!” Hun havde nok ikke fået ordentlig besked om, hvad der skulle ske. Præsten sagde i sin prædiken:” Ja, der fik vi at se, hvordan vi mennesker stritter imod, når Gud vil give os en god gave. Charlotte ville ikke tage imod, men Gud ville”.
Jeg glemmer heller aldrig den 70 årige kvinde, som et helt liv havde været ked af, at hun til forskel fra sine søskende ikke var blevet døbt. Hun græd af glæde, da dåben var sket.
”Der var ligesom noget vigtigt, der manglede”, sagde hun.
Ens dåbsdag er en ganske særlig dag, og den er værd at fejre.
Må denne klumme være en påmindelse om netop at huske, hvor stort det er at være døbt.
Måske kunne det også fremme et ønske om at blive døbt, hvis man ikke er døbt. Det er slet ikke for sent!
Det store spørgsmål er så, hvad betyder dåben? Hvorfor er den værd at huske på? Hvorfor er dåben så vigtig?
Uanset hvornår man er blevet døbt, så er indholdet af dåben den samme.
I bønnen før dåben bliver det sagt, hvilke dåbsgaver man får:
”Vi takker dig, himmelske far, fordi du ved din enbårne søn har givet os den hellige dåb, hvori du gør os til dine børn og skænker os Helligånden med syndernes forladelse og det evige liv.”
Vi får altså gaver, når vi bliver døbt, hvad enten vi er små babyer, teenagere eller voksne.
- Du gør os til dine børn – vi får altså Gud som en kærlig far. Jeg kan være tryg, for jeg er elsket – uanset hvad der sker mig, eller hvad jeg gør. Min himmelske far har ansvar for mig. Hans kærlighed er større end den, mine jordiske forældre kan give mig, og det siger ikke så lidt. Gud er der – også den dag mine forældre ikke er her mere, eller anden modgang rammer mig.
- I dåben får jeg syndernes forladelse, og det er jo Jesus, der banede vej for tilgivelse til mig, da han døde for mig. Han byttede plads med mig. Han fik min syndighed med sig op på korset, og jeg fik hans retfærdighed. Jeg vender gang på gang ryggen til Gud og handler forkert – også over mine medmennesker, men Gud står der altid med åbne arme og tager imod mig igen. Jesus er min ven. Ham kan jeg gå og snakke med om alt.
- Dåbsritualet fortsætter. Dåbsgaven hedder nu Helligånden. Min himmelske far vil ikke, jeg skal tumle alene omkring, derfor ønsker han at leve i mig. Lede mig i mine beslutninger. Være hos mig, når livet er svært. Han har også planer med mig. Der står i bibelen, at han har planer om lykke og ikke om ulykke, at han vil give mig en fremtid og et håb. Gud vil bruge mig, og Helligånden vil vise mig, hvad min mening med livet er. Han er som en projektør, der viser mig hen til både min himmelske far og Jesus.
- Den sidste store gave: I dåben får vi det evige liv, som begynder både her og nu med store og små glimt af Guds kærlighed, og som fortsætter på den anden side af døden.
Gaver, som vi får til fødselsdage, skal pakkes op, og de skal tages i brug. Det er jo en selvfølge, synes vi. Det ville være tåbeligt andet.
Jeg pakker hele livet igennem dåbsgaverne op.
Der er stor forskel på, hvordan vi mennesker pakker gaver op. Nogle flår papiret af. Andre gør det langsomt.
Sådan er det også med dåbsgaverne. Nogen pakker gaven, at Gud har et kærligt forældreansvar for os op, mens vi er børn. Andre pakker Jesus gaven op allerførst. Andre oplever at blive overvældet af Guds Ånd eller vokser stille og roligt ind i et nærmere liv med Gud inspireret af Helligånden.
Nogen sidder ved et dødsleje og oplever meget stærkt, at livet ikke er slut. Det, der ligger tilbage i sengen, er bare en krop, der er slidt op. Den, som var levende, er blevet hentet ind i Guds Himmel, hvor der ingen pine er mere. Det ender godt.
Vi er som mennesker så forskellige, og dåbsgaverne lukker sig op for os på forskellig vis. Noget bliver langsomt pakket op og taget i brug. Noget går pludseligt op for en, bliver næsten tydeligt pakket op for én. Det svarer til det, der sker for børn, der til jul og fødselsdage flår papiret af og måske endda får hjælp til det, og barnet begynder straks at lege med gaven.
Opfordring: Tænk på dine dåbsgaver. Har du fået pakket dem op og taget i brug? Bed Gud hjælpe dig med det.
En fødselsdagsgave, der aldrig bliver pakket ud og aldrig bliver brugt, er jo din, men til ingen glæde! Se at få dine dåbsgaver brugt.
Kærlig hilsen
Agnethe Zimino
Pens. sognepræst på Amager
