Når man har været præst i mange år, jeg var sognepræst i 27 år, så er der naturligt sjove episoder, som I læsere gerne må få del i.
Her er et eksempel:
Vi havde Alphakursus (et grundkursus i kristendom, som er en fantastisk god indføring eller genopfriskning af, hvad kristentro handler om).
Alle var kommet, og jeg bad en gå ud til kirkens hoveddør og låse døren. Der havde lige været tyveri fra overtøjet i gangen, så vi måtte hellere være sikre på, at det ikke gentog sig.
Jeg bød velkomme, og efter at have annonceret nummeret på den salme, vi lige skulle synge, satte jeg mig til klaveret for at spille til.
Jeg havde blot sagt: Vi synger nr. 478 i salmebogen uden at nævne titlen på salmen, og vi stemte i. Alle kendte melodien, som jo var melodien til ”Op al den ting, som Gud har gjort”, og vi sang:
”Vi kommer til din kirke, Gud
Og finder døren åben.”
Mens vi sang den linje, buldrede det på døren til menighedssalen – en dør, som vender ud imod parkeringspladsen.
Og vi brast i latter! Vi morede os højlydt og havde svært ved at stoppe med at grine. Udenfor stod et par stykker ,som var kommet til kirkens dør, og som bestemt ikke havde fundet den åben…
De var så gået rundt om kirken for at hidkalde vores opmærksomhed. Nu stod de så og bulrede løs på døren ind til os. De så os sidde der. Måske kunne de også høre, hvad vi sang.
Godt der var endnu en dør i kirken, der førte ind til menighedssalen, hvor vi var. Den var nu også låst. Selvfølgelig blev de lukket ind.
”Vi kommer til din kirke, Gud
Og finder døren åben!”
Mange har desværre forgæves rusket i en kirkedør og fundet den lukket.
De ville gerne ind og finde den ro og fred i sindet, som mange af os finder i kirkens rum. Bare sidde og finde sig selv, bede en bøn, tænde et lys osv, men desværre er de fleste kirker langtfra åbne, med mindre der foregår et eller andet i kirken, hvis præsten altså ikke har beordret kirkedøren låst, som jeg gjorde.
Jeg var så flov over det. Alle os, der var til stede, kunne se det morsomme og groteske i, at vi sad der og sang om den åbne kirkedør, mens der var mennesker, som gerne ville ind og være en del af vores fællesskab, men som fandt kirkedøren lukket og låst.
Vi morede os, men i grunden var det jo imod kirkens hele budskab om, at der altid er plads til én mere og gerne mange, mange flere.
Det var jo tydeligt, hvad biskop Johannes Johansen gav udtryk for i den salme, vi sang: Hos kirkens Herre, vores himmelske far, er døren altid åben!
Hos Gud er døren altid åben. Det løfte gav han os i dåben, og det handler salmen jo så om.
Jeg er nu sikker på, at Gud også kender dem, som endnu ikke er døbt. Han er ikke langt fra noget menneske. Vi er jo hans kære skabninger.
Døren til Guds hjerte er åben for enhver, der søger ham. Det kan lyde godt, men også svært, for hvad er det i grunden at søge ham? Vi forestiller os nemt alle mulige krav, er jeg bange for.
Men at søge Gud er måske allermest at erkende, at man mangler indhold og mening i sit liv. Det er at erkende, at jeg ikke kan klare livet selv og derfor længes efter, at der er en større, som kan følges med mig hele livet igennem. En, som vil tage ansvar for mig, når jeg ikke selv kan klare tilværelsens mange kriser. En, som vil elske mig betingelsesløst. En, som jeg kan takke for alt det dejlige, livet giver mig. En, der giver mig lov til at være mig, som jeg nu engang er. En, som er parat til at tilgive selv det værste, jeg kan have gjort. En, som vil følge mig ind over dødens grænse til et lykkeligt og evigt liv hos Gud.
Guds hjertes dør er åben for dig og mig. Han låser sig aldrig inde. Det er kun noget, præster kan finde på, når angsten for tyveri har brændt sig fast!
Min klumme her i dag er skrevet specielt med tankerne på de mennesker, som aldrig fik lov til at blive døbt. Det kan være et stort skridt at tage som voksen.
Måske er der en og anden, som tænker: ”Jeg længes efter at tro. Længes efter at høre til hos den Gud, som jeg læser/hører om. Skal jeg, skal jeg ikke?”
Hvis du tænker sådan, så er der et første skridt, som du kan tage.
Du kan sige til Gud, den Gud, som du så gerne vil kende noget bedre: ”Mit hjertes dør er åben for dig!” eller du kan bare sige: ”Kom ind, kære Gud!”
Jesus, som er Gud, der blev menneske for at nå os mennesker med sin kærlighed, han hører det, du siger til ham, og han er parat til at flytte ind i dit hjerte – for at sige det så enkelt som muligt.
Der er et billede, som en eller anden har malet, hvor man ser Jesus stå foran en dør, der er lukket, og der er intet håndtag på hans side.
Jesus braser ikke ind uden at blive inviteret. Han er en gentleman, og vi er frie til at beslutte os for eller imod ham.
Der er ingen social kontrol i den familie, han inviterer os ind i, men han inviterer os til at åbne vores hjertes dør for ham.
Der er en adventssalme, som siger det så stærkt og klart. I et af versene står der:
”Jeg hjertes dør vil åbne dig.
O Jesus, drag dog ind til mig!
Ja, ved din nåde lad det ske,
At jeg din kærlighed må se!”
(Gør døren høj. Salmebogen nr. 84 vers 6)
Opfordring: Vær ikke bange for at overgive dig til Gud. Gud elsker dig, som du er. Med hensyn til dåb så kan du sikkert nå det, når du er klar! Der er rigtig mange, som først bliver døbt, når de er voksne.
For øvrigt så er enhver dåb en barnedåb, om du er en baby eller ældgammel. For Gud er vi alle børn.
Jesus siger til os voksne: ” Den, der ikke modtager Guds rige ligesom et lille barn, kommer slet ikke ind i det!” Markus evangeliet kap. 10 vers 14 . Men det kan jeg måske skrive om en anden gang.
God søndag!
Kærlig hilsen
Agnethe Zimino
Pens. sognepræst på Amager
