Til Spanien og på tur på Caminoen

VELGØRENHED: Mette  Kilde Corfitzen fra Sundby står i spidsen for et hold der skal gå på Caminoen i indsamlingseventet ”Gå for BørneTelefonen”

Klar. til Caminoen

 

Af Lene Dam Jørgensen

Amagernyt.dk har talt med Mette Kilde Corfitzen fra Sundby, der står i spidsen for Børns Vilkårs Hold København 1, der skal gå på Caminoen i indsamlingseventet ”Gå for BørneTelefonen”.

Holdet består af 11 mennesker, hvoraf tre er fra Amager. De går og samler  ind til udsatte børn og unge gennem forskellige indsamlingsaktiviteter og har på nuværende tidspunkt indsamlet 36.572 kroner.  I september skal holdet så gå 120 kilometer på Caminoen i Spanien. Ifølge tal fra Børns Vilkår vandrede der sidste år 100 mennesker på Caminoen, og der blev samlet to millioner kroner ind.

Vandrere og aktiviteter
Udover at gå skal Hold København 1 prøve at udvikle og søsætte forskellige events for at samle ind til udsatte børn og unge. Mette fortæller selv, at hun skal sørge for, at holdet får nogle penge samlet ind og arrangere aktiviteter. Der har været et arrangement på Christianshavn, lørdag 17. juni er der et loppemarked i Kirsten Kimers Gården på Højdevej. Der har også været tur på Arminoen på Grundlovsdag, og i august skal holdet så sammen til Bornholm.

Interesserede kan også tilmelde sig en offentlig “Gå for Børnetelefonen vandretur” på Amagerminoen med slutpunkt i Dragør søndag 9. juli.

Hjælp børn og unge
De midler, som Mette og holdet samler ind, går til BørneTelefonen, så endnu flere børn og unge kan få hjælp, når de ringer til rådgivningslinjen. Sidste år havde de frivillige rådgivere på BørneTelefonen rekordmange samtaler – over 60.000 – med børn og unge, der havde brug for at tale med en voksen om bl.a. svigt, misbrug, mobning og ensomhed.

Samle penge ind
Mette synes, at BørneTelefonen er fantastisk, da der er uddannede mennesker, som kan tale med børnene. Mette siger selv, at hun ikke er psykolog eller uddannet til at tale med børn og derfor ikke kommer til at tale med børnene. Til gengæld kan hun hjælpe ved at samle penge ind, så der kan ansættes nogle flere rådgivere, som kan rådgive udsatte børn.

Et fælles mål
”Det bliver alletiders at gå på Caminoen i Spanien. Jeg er konkurrencemenneske. For mig handler det om at have et mål. Caminoen i Spanien handler jo også om, at man går mod et mål alle sammen. Uanset hvilken rute man går på, så mødes man til sidst, og det kan jeg rigtig godt lide,” siger  Mette.

(Artiklen fortsætter under billedet)

Mette Kilde Corfitzen

Mette siger også, at hun kan godt lide det sociale aspekt ved projektet og fortæller, at holdet går sammen cirka tre gange om ugen.

”Vi har en, der allerede nu går 50 kilometer, og vi kommer til at gå 20-30 kilometer om dagen, når vi går på Caminoen. Vi er på forskelligt niveau, og det skal vi jo også tage hensyn til. Det er derfor vi har lavet det sådan, at man kan melde sig til at ture.  Vi har også været ude på Kalvebod Fælled at gå, og det er jo ikke så lange ture. Det er fem til syv kilometer, men det var i starten.” siger Mette.

Forskellige opgaver
På holdet er der nogle, der arbejder med fundraising i forbindelse med projektet, og som også arbejder med fundraising professionelt. Der er et par stykker, der gik for BørneTelefonen sidste år, og de gør det igen i år.

Derudover er der også en pige på holdet, der har en strikkeblog. Hun og en af de andre piger har lavet en strikkeopskrift til en trøje, som de er gået i gang med at sælge  – overskuddet går til indsamlingen.

”Vi sælger også virksomhedssponsorater. Når vi går på Caminoen i Spanien går vi med sponsorflag og sponsorernes navne kan ses. På samme måde som Danmarksindsamlingen.” fortæller Mette.

Mette er chef
Mette er byggechef i Københavns Kommune for bygherrefunktionen i Byggeri København. Hun siger selv, at hun er vant til at tale med folk til hverdag og har et stort netværk. Det kan hun bruge i forbindelse med ”Gå for BørneTelefonen”.

Fik du læst?