Sport fylder meget i denne tid – også her i vort hjem.
Cykelløb og tennis. Vi skal og vil følge både Jonas Vingegaard og de andre danske cyklister og Holger Runes tennis karriere nu i Wimbledon.
Det har gjort indtryk på mig, hvor meget træning og fællesskab med andre betyder.
Jeg har stadig ikke forstand på hverken den ene eller den anden sportsgren.
Cykelløb kom først på programmet, da Amalie Dideriksen fra Kastrup gjorde sig internationalt og dygtigt bemærket (det hjælper altid på interessen, når jeg kender så dygtig en sportskvinde en smule fra hendes barndom), og helt specielt blev jeg grebet af cykelsport ved starten på Tour de France i Danmark sidste år. Det skete vist for en del af os.
Bemærk dog: Jeg sidder bestemt ikke dagen lang og glor på cykler eller tennis. Man bliver virkelig træt i øjne og bagdel af at se på i alt for lang tid.
Vingegaard bliver hele tiden støttet af en hjælperytter. Vist nok på skift. De kører foran ham og sørger for drikkelse og mad til ham og prøver at fjerne forhindringer på hans vej, så sejren bliver hans.
En dag fornylig var en af hjælperytterne ved at dåne af træthed efter at have cyklet meget, meget hurtigt foran Jonas. Måske var det planlagt, men vi så derefter den gode Thybo eller Glyngøre bo styrte afsted – nu i ”udbrud”, som de kloge kommentatorfolk kalder det.
Nu var det så os andre bag skærmen (ha ha), som måtte ”hjælpe” ham, og ja, selvfølgelig allermest de lidt ”tossede” fans langs vejen, som nu og da ser ud til mest at være til besvær, når de næsten kunne være skyld i, at den gode og ukuelige Jonas kunne styrte pga forvildede flag og overivrige cykelfans. Jeg kan blive helt bange på cykelrytternes vegne.
Hvad angår Wimbledon turneringen: Vores unge og ufattelig dygtige og hårdtslående tennisspiller råber til tilskuerne, når han synes, de følger dårligt med ”Sover I?”. For selv en så dreven tennisspiller som Holger Rune har brug for opbakning fra publikum og støtte fra mor og træner på sidelinjen.
Han er tydeligvis ”mors dreng”, men også vores allesammens – så længe han opfører sig ordentligt – vel at mærke! Godt B.S. Christiansen tager sig af den sag. Indtil nu er det lykkedes ganske godt, men Holger er jo heller ikke teenager mere. Holger Rune har på den måde sine ”hjælperyttere”.
Vi ganske almindelige mennesker, som ikke på nogen måder er stjerner, har samme behov for opbakning i vores liv – så broget eller ikke broget det måtte være.
Det er altafgørende for et hvert menneske at blive set, anerkendt, ja, elsket fuldstændig som man er. Sådan elsker Gud dig og mig, men vi må også tage aktiv del i det at elske andre og kan få hjælp dertil at Guds Ånd – Helligånden.
At være elsket er vores fælles behov, og derfor er jeg også sikker på, at vores ”kærlighed” til sportsudøvere ikke hører op, selvom de måske kløjs i det. Vi føler med dem, hvis det går galt.
Det kræver træning at blive en god sportsudøver.
Bibelen giver udtryk for det på denne måde:
I 1.Korinterbrev kap. 9 vers 24 – 27 står der:
”Ved I ikke, at de, der er med i et løb på stadion, alle løber, men kun én får sejrsprisen? Løb sådan, at I vinder den! Men enhver idrætsmand er afholdende i alt – de andre for at få en sejrskrans, der visner, men vi for at få én, der ikke visner. Jeg løber derfor ikke hid og did, og jeg er ikke som en bokser, der slår i luften. Jeg er hård ved min krop og tvinger den til at lystre, for at jeg, der har prædiket for andre, ikke selv skal blive forkastet!”
Paulus kender til, hvor hårdt det er at træne sig til sejr, hvis man er idrætsmand. Han bruger det som et eksempel på, hvor fokuseret og målrettet han selv er og skal være som kristen.
Jeg spørger mig selv: ”Hvordan kommer jeg af med den rygrad, som minder mere om en regnorms, end den minder om en rygrad, der støtter og holder mit legeme oppe?”
Det gælder både, hvad angår fysisk træning, men også enhver form for åndelige dovenskab, som jeg kan rammes af, og jeg tror såmænd, det passer på en hel del andre sammen med mig, mon ikke? Vi kan så nemt blive sløve i begge henseender.
Træning og fællesskabet om denne betyder meget. Jeg ved, hvor meget mit træningshold og min fysioterapeut betyder for min to gange ugentlige træning på Fysiq. Kammeraterne, der er blevet til venner, og fyssen holder mig fast. De styrker min rygrad. De er mine ”hjælperyttere”.
En kirke havde en ungdomsklub med navnet ”Bodybuilding club” og skrev en bog om emnet. Det drejede sig ikke om at få stærke og unaturligt store muskler.
Jesus taler om menigheden som et legeme. Vi er hans ”body”. Han er hovedet. Vi er lemmerne. Vi er bestemt til at høre sammen og være hinandens ”hjælperyttere”.
Kirke betyder, at Jesu Kristi legeme opbygges, og at lemmerne virker sammen og supplerer hinanden.
Rent kristeligt er Helligånden den bedste ”hjælperytter”, vi har. Han er både trøster, hjælper, vejleder og vores talsmand, siger bibelen.
Det har aldrig været meningen, at vi skulle vandre rundt alene som kristne.
Sportsfolk ved, hvor meget det betyder, at de ikke står alene. Publikums manglende entusiasme kan bevirke dårligt spil hos Holger Rune f.eks.
Som præst kender jeg godt følelsen. En prædiken bliver tør og kedelig, hvis menigheden er ”gået til ro”. Som prædikant kan det tydelig mærkes, om nogen lytter aktivt.
Ofte har vi kristne ikke fattet, hvor vigtigt det kristne fællesskab er.
På gensyn i kirken til gudstjenester og alle mulige andre dejlige arrangementer. Aldrig er der foregået så mange spændende ting i vore kirker som nu. Du er velkommen, som den du er – med de holdninger du har.
Én ting er sikkert: Vi får trænet vores åndelige muskler hver gang, vi mødes. Det er sand bodybuilding!
God søndag og
Kærlig hilsen
Agnethe Zimino
Pens. sognepræst på Amager
