Når de små sko klemmer…

Det er faldet nogle medier og journalister for brystet, at nogle medlemmer af landets kommunalbestyrelser samt medlemmer af Folketinget modtager fribilletter bl. a. til teaterforestillinger og musikfestivaler.

Det gælder bl. a. dagbladet Politiken, der har fundet frem til en eller anden lektor, Jens Olsen, der finder det “problematisk”, at f.eks. DR forærer fribilletter til forskellige arrangementer til medlemmerne af Folketingets Kulturudvalg.

Man kan jo altid finde en eller anden, der finder et eller andet problematisk. Hvis man leder længe nok. Jeg finder det endnu mere problematisk, at en mand, der kalder sig lektor, ikke kan se det helt naturlige i, at medlemmerne af Folketingets Kulturudvalg som et led i deres arbejde skal se, hvad der foregår i DR.

På samme måde som en teaterdirektør forleden fortvivlet forsøgte at forklare sig for en journalist, der helt tydeligt ikke forstod det logiske i, at medlemmer af en kommunalbestyrelse skal i teatret engang i mellem for at se, hvad kommunen giver tilskud til.

Og jeg forstår slet ikke Politiken, hvilket jeg i øvrigt ikke har gjort længe, der gladeligt sender deres medarbejdere ind på betalte ture af rejsebureauer og bilfirmaer for at skrive om deres produkter.

Journalister skal nok være de sidste til at snakke om gratis billetter, selv om pressekortet efterhånden ikke giver adgang til andet end journalisternes egen generalforsamling. Og det gør det for resten ikke engang, der er efterhånden 17,.000, der render rundt med et pressekort – de ville fylde halvdelen af Parken, hvis de allesammen skulle til landskamp via deres pressekort…

I forvejen kan det knibe med at finde begavede mennesker, der f.eks. vil påtage sig arbejdet i en kommunalbestyrelse: Spørg bare dem på rådhuset i Rønne, Dragør, Tårnby eller København – det er i alt fald ikke for pengenes skyld, at man lader sig vælge til en kommunalbestyrelse. Skulle der så, som i Roskilde, hvor kommunalbestyrelsesmedlemmer helt naturligt kan få adgang til pladsen under Roskilde Festivalen, falde en fribillet af – hvem i alverden kan dog få ondt at det?

Jeg ved det – dem, der går i for små sko, og dem er der ved at være lidt for mange af efterhånden.

God weekend…

 

 

Seneste artikler

 
 

Fik du læst?