Ude med snøren…

 

At være ude med snøren bliver på internettet defineret som en mand, der er indsmigrende overfor en kvinde. Det har ikke noget med at gøre med at være ude med riven, men inden jeg nu begynder at vikle mig ind i disse begreber, iler jeg med at tilføje, at begge dele ligger mig fjernt – med mindre jeg skal opnå noget  – eller nogen spiser alle de grønne vingummi i min slikskål, som jeg iøvrigt har haft i mange år, og som jeg gemmer, når der kommer en, der hedder Benny.

Lidt på samme måde, som det er blevet mig fortalt, at min bedstefar gemte brændevinen under bordet til søndagsfrokosten i Vimmelskaftet i Horsens, hvis en bestemt person dukkede uventet op.

“Er der ett’ noet’ brændevin i daw,” blev der spurgt.

“Joh, flasken står under bordet“, sagde min mor nævenyttigt, inden hun som stor pige løb ud og sjippede.

Og så måtte den gamle frem med brændevinen, mens han sendte et hvast blik mod den nævenyttige tøs.

Inden jeg nu kommer for godt i gang med barndomsminderne, vender.jeg tilbage til det med at være ude med snøren. Det har jeg nemlig aldrig været. Joh, måske sådan lidt som ganske ung mand, hvis de forstår, hvad jeg mener, men ikke i den forstand, at jeg nogensinde har været lystfisker.

En dristig og måske tankeløs påstand i nærværende medie, som jeg ved har en del lystfiskere blandt læserne.

Men hellere være ærlig…

Og dog: En enkelt gang prøvede jeg lykken.

Jeg havde glædet mig længe: Jeg var en af de morgenfriske, der kl. syv om morgenen stod ud med en forhenværende 20 tons kutter, der nu blev brugt som transportmiddel for lystfiskere. Turen gik ud i Øresund, og da skuden rundede Ydermolen i Københavns Havn følte jeg mig allerede som en garvet, vestjysk bundgarnsfisker.

Jeg skulle låne en fiskestang af min kammerat. Det skulle vise sig, at det mest af alt var en slags børnestang. “Jeg kunne ikke finde den anden, fisk nu bare,” lød det.

Det kunne han sagtens sige, det var svært at føle sig som garvet fisker, når man stod med en såkaldt juniorstang, vist nok med et portræt af Anders And.

Ikke desto mindre fik jeg snart bid. Troede jeg.

Der samlede sig en del opmærksomhed omkring mig: “Det må være en ordentlig krabat”, lød det fra en af de omkringstående. En bemærkning, der for alvor fik mig til at forsøge at hive uhyret i land.

Desværre viste det sig, at en anden lystfisker på den anden side af skibet også havde fået rigtig fat: Han hev og sled som jeg.

Det kostede mig en kasse øl, da Skipper opdagede, hvad der foregik: Jeg havde ikke sørget for at holde linen stram, den var gledet ind under båden og havde viklet sig ind i den anden mands snøre.

Den slags amatøroptræden kostede en hel kasse øl samt en del krasse bemærkninger, som jeg ikke vil referere, sålænge, der er damer blandt læserne.

Øllet hjalp på humøret, og da det blev suppleret med noget Klarenwasser, hørte jeg mig selv, blussende i kinderne af brændevinen, sige ved landgangen: “Vi ses næste torsdag…”

Det gjorde vi naturligvis ikke, jeg har ikke senere forsøgt mig som lystfisker, alene af en grund, som de fleste tror er løgn eller ryster på hovedet af: Jeg kan ikke lide, at en fisk skal bide på en skarp krog, bare fordi jeg er ude med snøren. Jeg vil ikke gøre dem ondt. Ja, jeg ved det er hyklerisk, for jeg spiser dem jo. Søtunge med citronsauce og nye kartofler? Ja tak, meget gerne…

Men jeg vil ikke selv sætte en stopper for fiskenes spændende liv i havet. Af samme grund bliver jeg aldrig jæger, jeg vil ikke skyde nogen dyr. Og nej da – heller ikke mennesker, selv om jeg – mellem De og jeg – godt kunne føle mig fristet i svage stunder til at få en eller to i sigtekornet…Ingen nævnt, ingen glemt.

Men hvis man bare kunne få lov at sidde ved siden af, på en fisketur, uden selv at være skyld i fiskenes død og ulykke, eventuelt med en islands sweater, tophue og røjser og en snadde i munden, så ville jeg godt.

Det er sundere for sjælen at sidde sådan ude ved havet eller ved en skovsø  – en tidlig morgenstund og den ganzen Tag – end at være klistret til tv-skærmen hjemme.

Lystfisker uden fiskestang.

Det gad jeg godt…

God weekend!

 

 

 

Seneste artikler

Københavns Lufthavns rensningsanlæg ved udløbet til Hovedgrøften i Store Magleby. Arkivfoto: TorbenStender.

Lufthavnen vil ikke betale hele PFOS-regningen …

En længe ventet rapport om forurening med PFOS fra lufthavnen viser, at grænseværdierne flere steder bliver overtrådt. Men selvom lufthavnen har lavet store frivillige indsatser mod forureningen, så vil selskabet ikke påtage sig det juridiske ansvar og dermed hele regningen for oprydningen

 
 

Fik du læst?