Forleden var jeg til et hyggeligt middagsselskab i en perle af Danmark, Marielyst Strand på Falster. Lutter dejlige mennesker, ikke mange, lige tilpas, grillstegte burgere, velsmagende rødvin – indledt af en sødmefyldt, hvid portvin med et stykke Cheddar, personligt importeret fra byen af samme navn.
Så kan det ikke gå galt, og det gjorde det heller ikke her. Jeg kom i seng kl. to…altså om natten, en sjældenhed nu om dage. I alt fald for mig…
Humøret toppede ved 23-tiden, hvor værtinden foreslog, at vi skulle spille “Se og Hør-spillet.”
Jeg er normalt ikke meget for morskabsspil, hvad enten det foregår på borde eller bræt, men på det angivne tidspunkt sagde jeg ja til alle forslag, opstemt af det gode traktement og selskabet.
Se og Hør-spillet? Det kunne vel ikke gå helt galt. Jeg har trods alt været medarbejder ved bladet, omend min sidste arbejdsdag der på stedet fandt sted i 1982. MEP, Mugge, Sven Henrik, Albøge, Gaardbo, Winnifred og Johnny Johansen.Ikke de kedeligste folk, jeg har mødt. Selveste Gunnar “Nu” var blandt medarbejderne…
Det er 40 år siden, men jeg kan stadig huske min sidste arbejdsdag med de festlige kolleger, og jeg skal komme efter dig…
Det viste sig, at spillet gik ud på, at man skulle slå en terning, der viser en farve, der tilsvarer et spørgsmål på et kort i samme farve…Det er nemmere, end det lyder til.
Det første spørgsmål handlede om en musiker, jeg ikke kendte. Hvem var vedkommende gift med?
Det kunne jeg naturligvis ikke svare på, alene af den grund, at jeg ikke engang kendte personen, der blev nævnt. Jeg havde derfor heller ikke skygge af chance for at gætte på vedkommendes ægtefælle, ej heller om den pågældende var en mand eller kvinde. Det kan man ikke være helt sikker på nu om dage. Det er der endda nogle mennesker, der ikke engang ved selv, om de er en mand eller kvinde, så hvor skulle jeg så vide det fra?
På det næste spørgsmål skulle jeg nævne navnene på alle medlemmerne af en bestemt popgruppe.
Jeg havde aldrig hørt om det pågældende orkester, og derfor kunne jeg naturligvis heller ikke nævne navne på dets medlemmer.
Det begyndte ikke godt, efterhånden som jeg så farverne hobe sig op omkring mig, altså foran de øvrige deltagere. Min ven Tyksak klarede sig til alt held ikke meget bedre end jeg.
Jeg begyndte at fortryde, at jeg ikke har fulgt med i Se og Hør siden jeg selv skrev artikler i bladet for de altså nu ret præcist 40 år siden. Jeg har ikke læst et Se og Hør siden. Heller ikke hos frisøren.
Jeg sad forgæves og ventede på spørgsmål om Jørgen Ryg, Preben Kaas og Kirsten Norholt. Jens Otto Krag og Per Hækkerup, Keld & Hilda, Gustav Winkler og Birthe Wilcke, Truxa og Fru Gulli (elskede det par) Preben Elkjær eller Allan Simonsen, Brødrene Olsen eller The Beatles. Ikke en lyd.
Endelig var der een, der vandt, så jeg kunne slippe ud af denne ydmygelse. Men nej, “Vi spiller til alle er færdige,” blev der sagt.
Det kunne blive en midnatsforestilling, før Tyksak og jeg, (jeg vejer et kilo mindre end ham) kunne blive færdige.
Hvornår stoppede Nephew? Hvad hedder Trentemøller? Hvem vandt Dansk Melodi Grand Prix i 2017? (Det viste sig at være en sangerinde, der hedder Anja, og som jeg aldrig syntes at have hørt om…min fejl, selvsagt!)
De kunne lige så godt have spurgt, hvor mange pigge der er på et pindsvin.
Omsider lykkedes det at blive færdig med spillet.
Den suveræne aften fortsatte. Barry White. God vin. Så fik jeg en idé:
“Kan vi spille kort næste gang,” foreslog jeg.
Så var det, jeg syntes at kunne høre en stemme fra køkkenet:
“Hvad med “Idiot 66?”
God weekend…
