Cykelløbet Parkinson 7H køres lørdag 19. august. Der køres i syv timer på en rundstrækning på 9,7 kilometer. Deltagerne vælger selv, hvor mange omgange de vil køre.
Af Lene Dam Jørgensen
Lørdag 19. august fra kl. 9 til 16 køres cykelløbet Parkinson 7H på en rundstrækning i Dragør på 9,7 km med start og mål på Skovvej. I daglig tale går ruten under navnet ”tonseren”.
En god sags tjeneste
Parkinson 7H er et socialt motionscykelløb og har det formål, at samle penge ind til fordel for sygdommen Parkinson. Deltagerne cykler i deres eget tempo og bestemmer selv, hvor mange omgange de vil køre.
Et hold består af tre ryttere, og sammen kan de køre alle de runder, de kan – og alt tælles med. Der bliver registreret med professionelt tidstagningsudstyr af DGI og deltagerne kører på en afmærket flad og hurtig rute med begrænset trafik. Der er præmier til det bedste hold og den bedst enkelte rytter.
Gavnlig effekt
Claus Andersen sidder i bestyrelsen i foreningen fit4cure.dk, som arrangerer cykelløbet sammen med Dragør Cykelklub. Claus har selv Parkinson og har haft det tre til fire år.
Claus fortæller, at der deltager mere end 100 cyklister i cykelløbet, hvoraf halvdelen selv har Parkinson. Han fortæller også, hvilken gavnlig effekt motion har på Parkinson. Det kan reducere medicinforbruget og jo mindre medicin, des færre bivirkninger er der. Han understreger, hvor vigtigt det er at motion er et supplement til medicinen, og motion må ikke erstatte medicinen.
Motionen hjælper siger Claus og fortæller også, at livskvaliteten forbedres og smilet kommer frem. Han understreger her, hvor vigtig den sociale del er.
Hyggelige timer sammen
I start- og målområde er der telte, borde, stole, mad og drikke, musik og løbsstemning, så ryttere og familie og øvrige tilskuere samt sponsorer og arrangører kan have nogle hyggelige timer sammen.
Det koster 175 kroner plus et tilmeldingsgebyr på 16 kroner for at deltage i cykelløbet og for et helt hold 525 kroner plus tilmeldingsgebyr.