Sandsynligheden for, at der på søndag døbes en dreng i Danmark ved navn Svend-Åge er ikke stor. Hvis barnet er en pige, kommer hun sandsynligvis heller ikke til at hedde Rita.
Både Svend-Åge og Rita er da ellers nydelige navne, og der er da også mange landsmænd, der lyder disse navne.
Mit eget navn sniger sig lige ind på Top 70 blandt de populæreste navne, så chancen for, at en dreng på søndag døbes Finn er heller ikke stor. Nærmest usandsynlig. Eller Flemming eller Torben? Rene? Poul-Erik? (De skulle lige med…) Min søster hedder Ulla, engang et meget populært navn, men nu? Eller et af datidens helt store topscorere: Susanne? Gitte?
Nej, det er andre navne, der er på mode nu om dage.
For drenges vedkommende er det Oscar, Karl (dog ikke Karl-Børge), William og Oliver.
For pigernes vedkommende er det Alma, Ella og Freja, der er blandt topscorerne og dermed også er blandt de navne, der automatisk om 50 år vil være laaangt nede på listen over de populæreste navne. Sådan er det jo. Højt at flyve, dybt at falde.
For navne er som tøjmode: Lige pludselig skal vi alle hedde mere eller mindre det samme, ligesom alle skal ungersvende på bytur i dagens Danmark skal gå i hvide skjorter skødesløst hængende uden på de blå jeans. Den faste gå i byen-uniform for unge mænd.
Jakkesættet skal helst være for lidt lille, jakken næsten ikke kunne knappes – og på fødderne noget, der mest af alt ligner indiske snabelsko – lange og spidse skal de i alt fald være, med mindre man da vil vise originalitet ved – til habitten – at iføre sig det, der i gamle dage blev kaldt for “gummisko”, men som nu hedder sneakers. Dansk sprog er heller ikke så moderne mere…
Og navnene. Nutidens forældre har det med at vælge deres bedste- eller oldeforældres navne til deres nyfødte, og dermed kan jeg regne ud, at mit navn først vender tilbage om en generation eller to.
Det kan jeg leve med, for lige pludselig er mit navn – og Svend-Åges – blevet til sjældenheder og dermed får de begge et strejf af originalitet igen, lige pludselig. Som Hansen. Og Mogensen. De efternavne er allerede ved at komme på mode igen.
Men fornavne i dag? “Hvad skal barnet hedde? Svend-Åge…” Man har svært ved at forestille sig et barn i dag med det navn, ikke?
PS: Navne er nu en sjov ting: I min skole var der således to drenge, der begge hed Peter. Ikke noget usædvanligt i det, det var mere efternavnene, der gjorde de to ungersvende berømte i skolegården. Den ene hed Bue og den anden hed Pihl. Det fik vi meget sjov ud af…
I Assentoft ved Randers bor en fhv. elektriker (han er nu over 90) der hedder Edvard Kennedy. Og i Sønderjylland boede i mange år en mand, der hed Otto Leisner. Altså ikke den vittige hund fra TV, men navnesammenfaldet kunne formentlig dengang have medført mange fordele for sønderjyden ved bordbestillinger og andre reservationer.
“Goddag, det er Otto Leisner. Et bord til to?”
S’gerne…og hjertelig velkommen hr. Leisner…må huset byde på et glas?
God weekend!
