Min søndags klumme skal i dag handle om et behov, jeg synes, vi alle har i netop vores tid.
Vi kan være enige om, at TV, aviser og i omgangen med mennesker fyldes vi hele tiden af mange, mange ord om, hvor forfærdeligt tiden er, hvor mange ulykker der sker, hvordan vores verden hele tiden er truet af fjendskaber, krige og alle hånde ulykker, som rammer mere eller mindre tilfældigt, og det er jo sandt alt sammen, men alle de mørke budskaber gør, at vi mennesker fyldes af frygt, bekymringer, for vi føler os så magtesløse, så små, og hvad skal vi stille op med alle de forfærdelige nyheder, og hvordan vil fremtiden mon komme til at se ud for vore børn og deres børn?
Desværre er der også mange kirker, hvor der er splid og ballade, og det gør mig så ondt. Hvis der ikke er kærlighed i en kirke, kan den ligeså godt lukke og slukke øjeblikkeligt. Vi har alle brug for håb – håb for fremtiden og glæde og fred ind i vore sind og tanker lige nu og her, og hvis vi ikke ser den slags i kirken, så har vi det ikke godt – heller ikke i samfundet.
Nogen, når de mødes af dårlig nyt, vælger at lukke for nyhederne. Nogen læser aldrig aviser. Nogen isolerer sig, eller de lytter og går ind i depressioner eller sortseeri. Nogen handler i desperation, og det ender med, at alting dermed går hen og bliver værre! Nogen melder sig ud af kirken, for al den megen splid gør intet godt.
I dag vil jeg som modvægt gerne invitere jer til at dele gode nyheder med hinanden. Vi har brug for den gode historie, og den findes hos de fleste af os. Det betyder ikke, at alt det onde med eet forsvinder, men det vil betyde, at vi løfter hinanden op, i stedet for at vi nedbryder hinanden med al vores snak om, hvor skidt det hele står til – både i samfundet, i politikernes regi, i kirken eller i vores eget private liv.
Jeg inviterer ikke til, at vi være skal være urealistiske og naive, men vi har brug for hinandens gode historier. Det kunne hjælpe os til at se og erfare, at vi i grunden alligevel har så meget at takke for, så meget at glædes over, og vi vil se, at livet er værd at leve.
Jeg ser også en bibelsk begrundelse for netop det. Bibelen er fyldt med realisme. Det onde fylder også en hel del, men gode historier findes overalt – i Det Gamle Testamente – i Det Nye Testamente.
Ja, Jesus opfordrede sine disciple til at dele med andre, hvad de hver især havde oplevet Gud gøre.
Da de fire evangelister skrev ned, hvad de havde oplevet med Jesus, så havde de hver især et formål med deres bøger. Johannes slutter f.eks. i kap. 20 vers 30 – 31 sit evangelium med følgende ord:
”Jesus gjorde også mange andre tegn, som hans disciple så, – dem er der ikke skrevet om i denne bog. Men dette er skrevet, for at I skal tro, at Jesus er Kristus, Guds Søn, og for at I, når I tror, skal have liv i hans navn.”
Se, det var formålet med hans skriverier.
Johannes fortæller det ene vidnesbyrd efter det andet, om hvordan folk mødte Jesus, og hvad der skete, når de mødte ham, og hvad der var konsekvenserne af deres møde med ham.
Han fortæller løs – med det ene formål, at vi skal tro, at Jesus er Kristus, Guds Søn, og for at vi, når vi tror, skal have liv i hans navn.
Bibelen er fyldt af vidnesbyrd – d.v.s. personlige beretninger om, hvordan Gud har grebet ind i menneskers liv
Beretninger om mennesker, som Jesus mødte, helbredte og betød noget for, det er Bibelen fyldt af, og tænk at vi får lov til at læse eller lytte til de beretninger den dag i dag.
Beretningerne skal skabe troen i vore hjerter. Ordet og Helligånden går i samarbejde om at nå dig og mig og alle andre, som åbner sig for Guds ord.
De beretninger vi har her i vores Bibel. De forøger troen i vore hjerter, og nu er det så os, som skal fortælle historier, eller bedre – komme med beretninger om, hvad Gud har gjort for os
For går vi tilbage igennem kirkens historie, så er det jo netop det personlige vidnesbyrd, som har betydet rigtig meget for kirkens liv og vækst.
Og ønsker vi liv og vækst i vore kirker, så er det ikke strid og ballade, som skal kendetegne os, nej, vi skal bære faklen videre. Vi er Jesu disciple, og vi skal fortælle den gode historie om, hvad Gud har gjort for os, eller for nogen vi kender.
Det, man har kaldt vækkelse, er ofte udsprunget af, at der var nogle, som kunne berette om, at mødet med Jesus havde forvandlet dem.
Enhver i nærmiljøet kunne bevidne, at det var sandt.
Der var ingen tvivl, om at Gud havde gjort det. Det var ikke menneskers værk, og derfor gav det en kolossal virkning ind i hele det samfundsliv, som var.
Hele samfundet blev præget af kristendom, for det var bevidnet, at Jesus ikke alene levede på Bibelens tid, men at han lever,
Og så var der mennesker, der kom til tro. Mennesker, som slet ikke kunne lade være med at fortælle, hvad Gud havde gjort i deres liv.
Det betød, at kirkefolket vågnede op, og folk, som ligesom var lidt udenfor kirken, vågnede op og fik brug for Guds tilgivelse og det nye liv, som han havde til dem.
Ja, der var netop masser af mennesker, som pludselig på grund af bl.a. det personlige vidnesbyrd, blev som ramt af lynet.
Pludselig oplevede de, at de måtte have fred med Gud. Pludselig oplevede de, at der var ting i deres liv, som de måtte bekende for Gud – ordet synd gav mening.
Pludselig erkendte de, at de havde brug for Gud til at rydde op i deres liv, deres ægteskaber, deres arbejdsliv o.s.v. o.s.v.
Og pludselig fyldtes kirken af mennesker, som ikke ville gå hjem, og de oplevede Guds nærvær så stærkt, at de blev — indtil de fik fred med Gud, som de sagde.
Gud rørte ved mennesker, og de mødte ham.
Ja, de steder i gamle dage, hvor der blev vækkelse (det kalder man det, når folk rent åndeligt vågner op og får brug for Gud), der kan man i dag bogstavelig se på kirkegangen, at der engang var liv, og at der var forældre, som gav kristentroen videre til deres børn og børnebørn.
Det Gud gjorde blev ikke noget, man holdt for sig selv
Vi mangler den gode historie og den glød i dag!
Evangelisten Johannes havde den glød – Helligåndens glød, og derfor skrev han sit evangelium, og derfor kom folk til tro og videregav den gode historie, og derfor har vi kirker og kirkeliv i dag.
Vi bliver dog nødt til at give vore gode historier fra os. Vores blufærdighed skal dø, ellers dør kirken og kristentroen bliver til noget dødt, noget teoretisk, som ikke siger nogen noget.
Vores gode historier vil løfte det mørke og den depressive stemning, som tynger os ned. Vi har brug for at dele med hinanden, at Gud lever, og at han virker endnu i dag.
Vi har brug for den gode historie! Vi har brug for at høre det enkelte menneske fortælle sin historie, og mange af os har noget godt at fortælle
Jeg vil gerne opmuntre jer til at dele med hinanden, hvad Gud har gjort for jer, og jeg vil gerne opmuntre jer til at lytte ekstra godt og respektere andres åndelige oplevelser, for intet kan være så sårende, som hvis man ikke bliver troet.
God søndag og kærlig hilsen
Agnethe Zimino
Pens. sognepræst på Amager
