Vi har jo i grunden vidst det længe, men nu kom det for alvor frem: Arbejdsmiljøet i danske restaurationskøkkener har længe været forpestet af hysteriske, egocentriske og koleriske køkkenchefer, der – fordi de kunne lave en god portion mad – var af den opfattelse, at de kunne behandle deres underordnede som skidt – i de værste tilfælde endda fysisk, slå ud efter dem.
Flere steder arbejder køkkenpersonale og personer med kokke-drømme endda helt gratis for at få et “godt” navn på cv’et.
En fremragende tv-dokumentar på TV2 har fået de ofte umenneskelige arbejdsforhold i f.eks. danske Michelin-restauranter frem i lyset. Selvglade og ondskabsfulde køkkenchefer og eller indehavere på restauranter som Noma, Geranium, Restaurant 108 og Kiin Kiin har budt på arbejdsforhold, som de fleste af os andre gerne ville være forskånet for.
Det har alle dage været en offentlig hemmelighed, at tonen på danske – og sansynligvis også udenlandske – restaurationskøkkener var mere end rå.
I Danmark har det kulinariske niveau i de senere år fået et løft med flere Michelin-stjerner end nogensinde før – hvis man da overhovedet går op i dette lettere, hysteriske gradueringssystem, der jo i virkeligheden blot tæller over et enkelt menneskes opfattelse af en restauration.
Personligt tager jeg kun hatten for alvor af for en restaurant i Alsace, Auberge’Ill, der vist nok siden 1952 har haft stjerner i guiden, de fleste år tre af dem – og nu har to. Et helt unikt spisested – hvor jeg håber, at personalet behandles ordentligt.
Selv kunne jeg ikke drømme om at sætte mine ben i en restauration, hvor en hysterisk idiot rendte rundt og generede sine medarbejdere i køkkenet. Jeg ville få en grim smag i munden.
Det gør Berlingskes madanmelder ikke. Han er, skrev han forleden, helt ligeglad, bare de dyrehjerner og andre mærkværdigheder, han sætter til livs, smager godt nok.
En pinlig holdning, der burde give ham en længere skrivekarantæne på avisen. (Den kunne læserne have gavn af, så de kunne komme til at læse om noget mad, de har råd til at spise, og ikke uge efter uge konfronteres med avisens madanmelders luksusvaner – helt ude af trit med læsernes.)
Vi lever i 2023 – verden forandrer sig – og på de fleste måder til det bedre. Det er slut for gamle grise at løbe rundt og genere kvindelige medarbejdere, det er slut med hysteriske og ondskabsfulde chefer på arbejdspladserne, de falder pt. på stribe – på tide!
Nu skal vi have ordnede arbejdsforhold i restaurationskøkkener, og det skal nogle oldtidsfund af madanmeldere ikke være en stopklods for.
På konkurrenten Politiken vil anmelderne nu boycotte restaurationer med hysteriske og agressive køkkenchefer.
Rigtig god idé, lad os spise ude med god samvittighed, det er der da heldigvis rigtig mange muligheder for.
God weekend!
PS: Ja, der er også kunstnere, der er hysteriske og onde, skal vi så også boycotte dem? Ved det ikke, men lad os bare ta’ diskussionen…