Jeg har i den sidste tid haft mulighed for at studere Region Hovedstadens receptioner på de forskellige hospitaler, som jeg har besøgt.
Hvor er de dog forskellige. Nogle steder er man gået over til ren og skær digitalisering. Det er selvfølgelig nemmere og personale-besparende.
Andre steder mødes man af en lukket vinduesrude og står lidt for længe (synes man altid), indtil man endelig får kontakt. Der sker rigtigt meget koncentreret arbejde bag ruden og foran de forskellige computere, og det er jo ganske forståeligt. Det står man så og observerer, indtil receptionisten opdager én.
Men der er altså også en helt anden positiv tilgang:
Man træder ind af indgangen til hospitalet, og straks mødes man af en morgenfrisk og hjertelig receptionist, som smilende udbryder: ”Velkommen!”
Da dette skete på Gentofte hospital, følte jeg næsten, at jeg var kommet til et privat hjem. Var det til middag, jeg var inviteret, kunne jeg næsten spørge mig selv? Nu var det tidlig morgen, og jeg blev i stedet budt på personale kaffe, ja, venligheden fortsatte.
Ordet ”receptionist” betyder ”en, som modtager folk!”
Ikke at forkleine de andre receptionister, som helt bestemt har deres gode grunde til at sidde bag en lukket rude, og de har som regel også vist sig søde og effektive, men den tredje måde at blive modtaget på gav bare så megen glæde i mig, at det forskønnede en dag, hvor bekymringerne godt kunne fylde for meget.
Det var nærmest det, jeg kunne kalde for et hjerteligt nærvær, og siddende i venteværelset kunne jeg og andre høre, at sådan en velkomst var ikke kun noget, jeg oplevede, nej, sådan lød det til alle, som trådte ind i den pågældende afdeling. Det blev ligefrem et samtaleemne i venteværelset, hvor der ellers oftest er pinlig tavshed!
Det inspirerede mig til denne søndags klumme.
Hvor er det vigtigt, hvordan vi modtager/ hvordan vi møder mennesker, som kommer os i møde – det være sig i vore hjem, på arbejdet, på gaden, i forretninger, ved møder og arrangementer!
Filosoffen og teologen K.E. Løgstrup skriver i bogen ”Den Etiske Fordring”:
”Den enkelte har aldrig med et andet menneske at gøre, uden at han holder noget af dets liv i sin hånd!”
Det er fint sagt, og det er sandt! I mødet med et andet menneske sætter vi spor! Vi har alle et ansvar for hinanden. Det er utroligt, hvad det betyder, at vi tager imod/ møder et medmenneske med respekt, empati, venlighed, ja, kærlighed!
Personligt kan jeg ikke lade være at tænke: ”Hvordan har jeg mon mødt mennesker? Har jeg i min væremåde, mine ord og holdninger stødt et medmenneske fra mig og endnu værre været medskyldig i, at et menneske, som Gud elsker, har droppet enhver form for kontakt med kristentro, kirke og den slags livsfællesskaber?
Det er godt at tro på Guds tilgivelse, og det har enhver af os brug for at trøste os med, men at have stødt et menneske, så de vælger Gud fra, det er og bliver forfærdeligt at tænke på. Jeg har så sat et rigtig dårligt spor!
Udover andre mennesker, som kan være os et forbillede i det at være ”receptionist” på en hjertelig, respektfuld og varm måde, så har vi Jesus som mageløst forbillede.
Han viste altid respekt, empati, ja, et kærligt sind overfor mennesker, som han mødte.
Han var indbegrebet af kærlighed. ”Kærligheden tåler alt, tror alt, håber alt, udholder alt!” I Korinterbrev kap. 13 vers 7. (Læs gerne hele det vidunderlige kapitel – hele Bibelen finder du på nettet).
Efter opstandelsen mødte Jesus sine lidt forvirrede disciple med et klingende ”God morgen!” og et ”Frygt ikke!” Og så gav han dem faktisk et godt måltid mad. (Der er også noget, som hedder praktisk kærlighed!)
Han vidste og ved lige nøjagtig, hvordan han bedst kan tage imod os/ møde os.
Sådan var det den dag! Sådan er det også i dag!
Og i Bibelens sidste bog finder vi Jesu fine respektfulde måde at behandle et menneske på:
”Se, jeg står ved døren og banker på; hører nogen mig og åbner døren, vil jeg gå ind til ham og holde måltid med ham og han med mig!” Johs. Åbenbaring kap. 3 vers 20.
Jesus taler om vores hjertes dør. Han trænger sig ikke på, braser ikke ind uden en indbydelse.
Sådan kan vi også møde mennesker med opmuntring, trøst og en nænsomhed, som ikke unødigt skubber mennesker væk!
”Gå varsomt!”, synes Gud at sige til mig. Bank på og stå tålmodigt og vent på at døren åbnes.
Så bliver du måske også modtaget med et varmt ”Velkommen!”
God søndag og kærlig hilsen
Agnethe Zimino
Pens. Sognepræst på Amager
PS: Til jer, som er positivt nysgerrige: Besøgene på Region Hovedstadens hospitaler viste ”bare”, at jeg er rask…
