Vi er i skrivende stund midt i en ganske forfærdelig storm og en historisk østenvinds stormflod, som bliver kaldt en 100 års hændelse, og som ganske givet efterlader sig ødelæggelse de steder, som er særlig ramt.
Midt i alle TVs billeder af ødelagte sommerhuse og gader, hvor parkerede biler er tæt på at svømme væk, og hvor havets vandmænd og brandmænd har fået et nyt værested i en bys gader, så kommer jeg til at tænke på min barndom, hvor min mor, når det stormede, altid sagde:
”Vi har med alle vinde det hyggeligt herinde.
Vi har med Gud i pagt fred og englevagt!”
Se, det kan man synge eller sige, når man er inde og er i ly for storm og vand. Det er vel lidt sværere, hvis ens hus er blevet oversvømmet med vand, så det går til langt over knæene, og man er godt på vej til at miste det meste af, hvad man har og ejer? Sådan tænker vi som voksne.
Jeg kan dog huske hendes ord som et stærkt barndomsminde, og jeg er sikker på, at ordene formidlede en fred og en tryghed i mit barnesind. Den uhyggelige stemning, som en storm formidler, forsvandt, for vi var sammen. Mit fokus blev flyttet fra frygt og angst for, hvad der kunne ske, til det, at jeg var i gode hænder.
Jeg er så lykkelig, at jeg er vokset op med en tro og tillid til Gud, og selvom ordene var en omgang for voksne for mig som barn, så mon ikke at jeg også fornemmede, at Gud ville give os fred og englevagt? Kort sagt – jeg var tryg, vi var sammen, og vi havde det hyggeligt!
Vi har nok alle minder om andre storme, som skabte knap så hyggelig en atmosfære. I Nigeria, hvor vi oplevede mange, mange storme, husker jeg at være i en storm, hvor vi, i det hus jeg besøgte, meget hurtigt måtte barrikadere hoveddøren med et stort garderobeskab, fordi vi ellers havde fået huset raseret af regn og stormens hærgen, og hvor træ gardinkapperne over vinduerne faldt ned; hvor lyset i petroleumslamperne selvfølgelig også gik ud, midt i vores kamp mod det voldsomme vejr, og hvor det knagede og bragede i hele huset. Hvornår ville det brase sammen?
Mange af os husker den skrækkelige storm med navnet “Adam” 3.dec.1999, hvor der hvert fald her i hovedstaden skete store skader på bygninger, veje, mennesker, som væltede på cykler og andre, som måtte overnatte, hvor de nu engang var, i stedet for at tage hjem. Vi husker hver især, hvor vi var dengang.
Jeg var i Korsvejskirken, hvor jeg var præst, og hvor jeg den aften havde inviteret til ”Bøn for Amager”. Der var repræsentanter for Amagers forskellige kirkesamfund (et fælleskirkeligt møde – altså også folk udenfor folkekirken), og vi sad der i kirkens smukke rum og bad, mens det larmede udenfor med træer, der våndede sig under stormens hærgen, og hvor vi lyttede på, at tagsten faldt ned fra kirkens smukke skifertag. Den værste storm registreret i det 20. århundrede. Vi var kun få tilstede. Ingen turde jo gå ud i det rædselsfulde vejr, og det var fuldt forståeligt, men jeg husker os sidde der i en lille rundkreds foran alteret. Vi blev længe. Vi ønskede ikke at komme udenfor, hvor naturen rasede! Og vi bad og bad! Det var helt på sin plads, vi var der.
”Vi havde med alle vinde det hyggeligt derinde!
Vi havde med Gud i pagt fred og englevagt!”
Er det kun indenfor, hvor alt er roligt, vi kan opleve Guds fred?
Er det muligt at opleve Guds nærvær og fred midt i krig, midt i den værste storm, midt i livets kriser?
Det er naturligt at blive bange. Det er helt ok. Fordi vi tror på Gud, betyder det ikke, at vi ikke også kan blive grebet af frygt og uro. Men hellere gå igennem livets storme med Gud end uden Gud.
Jeg har levet blandt mange fattige mennesker i mine år i Afrika. Mennesker, som mange gange ikke vidste, hvorfra de kunne få mad til i morgen eller måske i overmorgen, og jeg har undret mig. De har ofte været et eksempel for mig på, hvad en barnlig og tillidsfuld tro på Gud kan betyde, hvad angår det at have bekymringer for dagen i morgen.
Stod de midt i store kriser, sygdomme, og havde de kæmpe problemer, hvor en voldsom storm måske havde frataget dem alt, så gav de mennesker, jeg mødte, praktisk talt altid udtryk for en klokkeklar tro på, at der var en fremtid og et håb, som rakte langt ud over det bjerg af problemer, som de vitterligt var ramt af. Ofte italesatte de det med ordene: ”Vi stoler på Gud! Han vil sørge for os!”
De levede op til min mors citat fra en af Grundtvigs salmer – nr. 701 i salmebogen: Vi har med Gud i pagt fred og englevagt! ( Jeg slog mors citat op hos Google, så nu ved jeg, hvor citatet kommer fra).
Vi kan vokse i barnets tro. Jesus har jo sagt, at vi skal blive som børn, ellers kommer vi ikke ind i Guds rige. Den barndommens tillidsfulde tro på at det nok skal gå – og ikke bare nok skal gå, men med Gud skal det nok gå alt sammen, den tro skal vi lade vokse i os og tro på, at om verden falder sammen omkring os, så er der en, som har hånd om os, og vi kan – som jeg var som barn – være tryg midt i stormen, for vi er jo sammen, og midt i stormen, hvad det end er for en storm, da har Guds engle travlt med at være hos os!
”Godt vi har Gud, Grundtvig, Google og hinanden!” Sådan skrev en veninde, da jeg delte lidt om mor, hvis liv var fyldt med gode citater!
Opfordring til bøn: Må Gud give mig/os barnets tillidsfulde tro på, at Gud er hos os midt i alle livets storme! Hjælp mig/os at vokse i den barnets tro, og lad dit mirakel, kære Gud, ske, så jeg ikke bryder sammen, når livet gør ondt, og stormen raser omkring mig og i mig.
God søndag og kærlig hilsen
Agnethe Zimino
Pens. sognepræst på Amager
