FORTÆLLING: Historiker Torben Svendrup fortæller på Sundby Bibliotek torsdag 2. november om kongelige mord i middelalderen.
Af Lene Dam Jørgensen
Torsdag 2. november kl. 19 fortæller historiker Torben Svendrup på Sundby Bibliotek i Jemtelandsgade 3 om kongelige mord i middelalderen. Hen tager i foredraget tilhørerne med på en rejse tilbage til et Danmark, hvor alle midler blev taget i brug i kampen om magten.
Livsfarligt at være konge
Det var farligt at være dansk konge i vikingetid og højmiddelalder. At blive myrdet var en erhvervsrisiko. I en periode på 300 år blev der dræbt ikke mindre end otte konger, en svoger til kongen og et par brødre. Fortællingerne om disse kongemord handler om nogle af de mest dramatiske begivenheder i Danmarks historie.
(Fortsættes under billedet)
Det var en tid, hvor kirke, stormænd og konger anså vold, drab og truslen om samme som et brugbart og meget effektivt politisk redskab.
Om Torben Svendrup
Torben Svendrup er historiker og har skrevet en lang række bøger og artikler om middelalderen. Han er desuden foredragsholder og har medvirket i og været konsulent på tv-programmer om middelalderhistorie – blandt andet “Mord i middelalderen” og “Ingemann og kongerækken”. I 2022 udgav han bogen “Kongelige mord i middelalderen.”
(Fortsættes under billedet)
Det koster 50 kroner at høre foredraget og Interesserede skal tilmelde sig på Københavns Kommunebibliotekers hjemmeside.
Foredraget er en del Historieklubben På Amager, som Islands Brygge Bibliotek, Sundby Bibliotek og Solvang Bibliotek driver sammen. Selvom den kaldes en klub er alle velkomne til arrangementerne.