EL-BILER: Tårnby vinder titlen som “Årets Elbilparate Kommune.” Borgmester Allan S. Andersen fik fredag overrakt prisen under Europas største elbilmesse i Bella Center.
Under Europas største elbilmesse eCarExpo i Bella Center midt mellem udstillede elbiler fra hele verden, blev Tårnby Kommune fredag kåret som Årets Elbilparate Kommune.
Det var en stolt borgmester Allan S. Andersen (S), der gik på scenen og modtog prisen af administrerende direktør i FDM Stina Glavind, og i sin takketale sagde han:
”Det er noget helt særligt for mig som borgmester at få lov til at stå her i dag og modtage titlen som Årets Elbilparate Kommune 2024 på vegne af Tårnby Kommune. For det viser, at det arbejde, vi gør for den grønne omstilling i kommunen, virker. Det bliver der lagt mærke til, og i dag bliver det også anerkendt”.
Det er brancheorganisationen Dansk e-Mobilitet og FDM, som står bag prisen, og prisoverrækkelsen fandt sted under Dansk e-Mobilitets årsmøde, som i år blev holdt under elbilmessen.
Direktør i Dansk e-Mobilitet John Dyrby Paulsen siger om kåringen af Tårnby Kommune:
”Valget af Tårnby Kommune er oplagt. Kommunen er på mange måder på forkant med den grønne omstilling, og titlen som Årets Elbilparate Kommune 2024 understreger, at Tårnby både prioriterer omstillingen af vejtransporten og sætter handling bag prioriteterne”.
Gode muligheder
Tårnby Kommune vinder prisen, fordi det både er relativt nemt at finde en ladestander og finde en, der er ledig.
Prisen tildeles nemlig ud fra en række objektive kriterier som blandt andet opsætning af ladestandere, størst vækst i ladekapacitet til offentlig tilgængelig opladning og ladekapacitet i forhold til antal elbiler, og her har Tårnby Kommune scoret topkarakter.
I forbindelse med prisoverrækkelsen sagde administrerende direktør i FDM Stina Glavind om kåringen af Tårnby Kommune:
”Gode lademuligheder er helt afgørende, hvis folk skal vælge elbilerne til. Her har Tårnby Kommune på en god måde formået at inkludere hensynet til forbrugerne i sine udbud af arealer til ladestandere” og tilføjede:
”Som bilisternes forbrugerorganisation lægger FDM vægt på, at kommunerne også åbner for flere ladeoperatører til gavn for konkurrencen. Landets kommuner har i det hele taget en vigtig opgave med at sikre, at skiftet til elbil bliver så trygt og nemt. Det håber vi, at prisen som Årets Elbilparate Kommune kan være med til at motivere og inspirere andre kommuner til”.
Flere elbiler
I Tårnby Kommune er ambitionen, at 30 procent af alle personbiler skal køre på el i 2030. Kommunens ladestandere har netop været i udbud og fra næste år vil der blive opsat nye ladestandere flere steder i kommunen. Det er vigtigt, fremhæver borgmester Allan S. Andersen:
”Det er afgørende for den grønne omstilling, at vi vælger de klimavenlige løsninger til. Det kræver, at forudsætningerne for at gøre det er til stede for den enkelte borger. Vi ønsker fra Tårnbys side at gøre det nemt at vælge elbilen til. Det er det arbejde, vi er i fuld gang med”.