MUSIK: På Røde Mellemvej bor den prisvindende pianist Peter Rosendal. Han har de sidste par år brugt sin tid på noget helt særligt. Han har sunget til demonstrationer en gang om ugen på Amager Fælled, og så har han gået 135 km rundt i Danmark på vandringer i de tidligere morgentimer og indsamlet yde fra bl.a. fugle, insekter, fisk, træer og klokkefrøer.
Hvorfor har Peter Rosendal gjort dette? Hans motivation og formål har været at dokumentere de forskellige naturlyde, mens det stadig er muligt – og inden det er for sent – og oversætte de rå reallyde fra naturen til musik, som kan høres på hans nye – og tiende – album “Vejviser”, der udkommer fredag 17. november.
Lyde fra Amager
Naturlyde fra Amager har naturligvis også fundet vej til udgivelsen på tre af albummets ni numre. På nummeret “Peter’s Garden” høres bl.a. gråspurve, duer, grønirisk og en tilbagevendende solsort i Peters have på Røde Mellemvej, der har en hookline, den fløjter om og om igen. Også “Oldenborren” er optaget her.
Baghaven er Fælleden
Peters ’baghave’ er så at sige Amager Fælled. Et område, han bruger som et frirum til at komme i form – både fysisk og mentalt. Her kan han enten løbe en tur, eller sætte sig stille i græsset og lade sig snuse til af de vilde heste. På nummeret ’Tornsangerland’ er det en amagerkansk nattergal, som er solisten.
(Artiklen fortsættes under billedet)
1800 dyrearter er truede i Danmark og to af de naturområder og dets fauna, der optræder på Rosendals album, er faktisk allerede her, inden albummet er udkommet, ødelagt.
Det er det omdiskuterede område Tornsangerland på Amager Fælled, hvor den fredede vandsalamander bor, der nu er omdannet til byggeplads trods de massive protester. Den anden er klokkefrøen, som gik breaking i medierne for kort tid siden, da dens habitat på Fyn blev ødelagt efter stormfloden. Klokkefrøens kvækken kan høres på nummeret “Klokkefrøstien”.
Bidrage til debatten
Debatten om biodiversitet er stående og kontinuerlig og fylder også hos Peter. Med “Vejviser” ønsker han at bidrage til debatten med toner, ord og stemninger og der gives noget tilbage til dette enestående smukke soundtrack, som vi mennesker i en evighed har nydt godt af. Og hvad er næsten stærkere end at give mikrofonen til de truede dyrearter selv?
Har skrevet forord
Peter har i øvrigt også ”givet mikrofonen” til debattøren Carsten Jensen, der har skrevet forord til albummet under overskriften “Lad os blive den lydhøre art!”.
“’Vejviser” skal minde os alle om vores smukke natur og alle dem, der lever i den – og deres afgørende betydning for vores alle sammens fremtid.