NYE EJERE: Ægteparret Yasmin Seyed og Benjamin Gerzic har overtaget Den Gamle Bager i Dragør
Der bor en bager på Kongevejen i Dragør – midt i den gamle bydel finder vi den populære “Den Gamle Bager” med tilhørende iscafé “Rajissimo”.
Nu har begge dele fået nye ejere, idet ægteparret Yasmin Seyed og Benjamin Gerzic fra fredag 1. december langer friskbagte rundstykker og wienerbrød over disken – og også sørger for, der er dejlige velsmagende is til os.
Hyggelig atmosfære
Yasmin er ikke ny på stedet, idet hun har arbejdet for sælger, Nader Raja, i samfulde otte år og derfor kender hver en krog i lokalerne. Og Yasmin og Benjamin forsikrer, at selv om der nu kommer nyt liv i forretningen, så vil traditionen med den gode stemning og hyggelige atmosfære fortsat blive bevaret i “Den Gamle Bager”.
(Artiklen fortsættes under billedet)
“Vi kan godt lide, at der er god tid – også til en sludder med vore mange “stamkunder”, men også med nye ansigter der kommer ind til os,” siger Yasmin Seyed.
Ægteparret bor med deres lille søn i Ørestad – men er meget glad for den helt særlige stemning, der er i Dragør:
“Dragør er noget særligt, og jeg kender efterhånden rigtig mange herude. Og i den tid, hvor Benjamin har gået og frisket lokalerne op, har han også lært rigtig mange at kende her,” siger Yasmin.
Populær Waleskringle
Ægteparret fortsætter med at sælge deres gode bagerbrød, men nu er der kommet endnu en leverandør, så “Den Gamle Bager” nu har et stort udvalg i økologiske fuldkornsbagerier og boller samt gode surdejsbrød. Der er naturligvis fortsat et stort udvalg af kager og wienerbrød – og den meget populære Waleskringle efter egen opskrift. Og nu vil der også blive sat nogle utroligt lækre romkugler på hylderne.
“Vi er så glade, når folk kommer ind og hilser på – vi har lagt liv og sjæl i forretningen og er glade for den lokale opbakning, siger Yasmin.
Små selskaber
Mange lokale – og andre – er også begyndt at holde små fødselsdage eller andre hyggelige sammenkomster i cafeen med kaffe, te eller varm kakao samt dejlige boller og wienerbrød – som et godt, engelsk tebord.
Åbningstiderne er fortsat fra kl. syv til 18 i “Den Gamle Bager” og fra kl. 12 til 18 i isbaren Rajissimo.