Øresundsbroen får en frisk gang maling

TRANSPORT: 6.500 meter. Så meget af Øresundsbrons stålkonstruktion har indtil videre fået nye lag af vandbaseret maling for fortsat at give beskyttelse mod nedbrydning og bidrage til en fordoblet levetid.

Øresundsbroen har indgået kontrakt med Ahnelövs Industrimålning for de kommende års malerarbejde. Tony Ahnelöv, adm. direktør hos Ahnelövs Industrimålning, og Øresundsbroens adm. direktør Linus Eriksson underskrev kontrakten på broen.

Vejr, vind og korrosion slider på Øresundsbroen. En ny maling er nødvendig for at give broen fortsat god beskyttelse og lang levetid.

Efter en udbudsrunde har Øresundsbroen indgået kontrakt med firmaet Ahnelövs Industrimålning for de kommende års malerarbejde.

Færdig i 2032
Stålkonstruktionen under motorvejen og ved siden af jernbanen får et nyt lag maling for fortsat at give broen stærk beskyttelse mod korrosion og vejrforhold. Arbejdet begyndte i 2021 og forventes først at være færdigt i 2032.

Indtil nu er over 6,5 kilometer af stålkonstruktionen blevet malet, heraf 1.800 meter i år, og dette gælder bl.a. grænsemarkeringen, som mange passagerer ser fra toget, mens de krydser broen.

Specielle arbejdsforhold
Vejr, vind og højden over havet skaber meget specielle betingelser for malerne. Derudover er der jernbanens kontaktledning og tog, der kører i høj hastighed, lige i nærheden. Derfor udføres arbejdet fra en specialbygget malerplatform.

(Artiklen fortsætter under billedet)

Øresundsbrons stålkonstruktion får et nyt lag maling for fortsat at give broen stærk beskyttelse mod korrosion og vejrforhold.

I stedet for en epoxibaseret maling – som broen blev malet med, da den blev bygget – bruges en mere miljøvenlig og vandbaseret maling til forstærkningsmalingen.

Forlænger levetiden
“Malerarbejdet medvirker ikke kun til reduceret miljøpåvirkning takket være brugen af vandbaseret maling, men det er også et skridt mod at forlænge broens levetid til mindst 200 år. Vi er glade for, at Ahnelövs ønsker at hjælpe os på vejen mod at blive verdens mest bæredygtige bro,” siger Bengt Hergart, anlægsdirektør på Øresundsbroen.

Familieejet firma
Samarbejdet starter i december, og malerarbejdet genoptages, når vejret tillader det, men normalt foregår sæsonen mellem april og oktober ude i Øresund. Aftalen omfatter malerarbejdet for den anden halvdel af højbroens tilslutningsbroer, som forventes at vare indtil 2028 afhængigt af vejrforholdene.

Maleriet består af to dele: en forstærkningsmaling, hvor nye lag lægges på eksisterende, og en reparationsmaling for de overflader, der har skader gennem flere lag af maling.

“Som et mindre familieejet firma fra Malmö er dette en stor og ærefuld opgave for os hos Ahnelövs. Jeg og mine håndværkere er i dag fyldt med stolthed og klar til opgaven, siger Tony Ahnelöv, administrerende direktør hos Ahnelövs Industrimålning.

 

 

Seneste artikler

 
 

Fik du læst?