Jeg har i de sidste uger jævnligt modtaget pressemeddelelser fra forskellige velgørende organisationer, der melder om stigende efterspørgsel på julehjælp. “Ansøgninger sætter rekord,” står der – og det stod der iøvrigt også sidste år – og forrige år igen.
Hvert år er der flere og flere, der søger om hjælp til julemad og gaver – også folk, der ellers ikke fejrer jul. Men at hjælpe dem hører vel i grunden også med i det kristne budskab?
Og apropos Kristus: Jeg tror ikke, at han ville synes om det måde, vi fejrer jul på nu om dage.
Jeg tror ikke, han ville synes om, at flere og flere familie er presses ud i situationer, de føler, de ikke kan magte, fordi krav om julemiddag og især julegaver overstiger deres formåen.
Børn, der skjuler, at de ikke har fået ligeså mange julegaver som deres kammerater – familier, måske enlige mødre, der ikke kan leve op til omgivelsernes og børnenes forventninger.
Julen og dens krav om overdådige juleborde og kostbare gaver har taget overhånd – og selve fejringen af juleaften i alt fald ikke som Jesus havde valgt den.
I det hele taget er denne jul ikke i Kristi ånd: Krig flere steder, i Mellemøsten og i Ukraine. Uro og borgerkrig andre steder. En mand, der går amok og myrder medstuderende i Prag. Jævnlige knivstikkerier her i landet. Voldsomme bandedrab i nabolandet Sverige.
I Mellemøsten vedbliver en terrororganisation med at skubbe civilbefolkningen foran sig i en tilsyneladende uløselig konflikt, der lige nu koster menneskeliv i et omfang, der må påkalde sig medfølelse i alle normale sjæle. I Ukraine terroriseres befolkningen af en magtsyg statsleder, der sender sine unge landsmænd afsted på morderiske aktioner i et andet land.
Danmark hjælper til begge steder. I form af den støtte, vi nu engang kan give i form af regeringens økonomiske bidrag til begge områder.
Nok at bekymres over – på samme tid som vi går til bords, meget ofte med familien, til en hyggelig juleaften.
Og så..alligevel..pludselig kommer julenstemningen.
Det skete for mig forleden i Kiel, hvor jeg besøgte byens hyggelige julemarked.
Bag selve julemarkedet, i læ af en dekoreret julehytte, stod en 10-årig pige, iført en nissehue og spillede “En rose så jeg skyde” på en lille saxofon.
Hun kunne spille melodien..næsten. Ind i mellem kom en skæv tone, men meningen – den var god nok. Foran hende var opslået en lille saxofon-kasse, hvor man kunne yde et bidrag til underholdningen. Det gjorde jeg naturligvis og hørte et lavmælt “Danke Schön.” Og så gik det ellers videre med melodien – på bedste beskub. Kosteligt…
Jeg var den første, der havde ydet et bidrag til hende og blev stående et øjeblik for at se, om andre kom til. Det gjorde der heldigvis. Pigens mor stod et stykke væk og holdt øje med datteren. Smilende fortalte hun, at datteren ikke ville spille inde på selve markedet, men beskedent stille sig op bagved. Både mor og far var iøvrigt musikere, cellist og guitarist – og datteren tydeligvis på vej i deres fodspor.
Jeg fik at vide, at pigen hed Greta – og billedet af den lille pige med nissehuen, der forsøgte sig med denne sin første koncert i ly af julemarkedet, er ikke nemt at fortrænge.
Moderens stolthed over datterens optræden, pigens placering bag julemarkedet, fik af en eller anden grund julestemningen frem. Den lidt usikre fremførelse af melodien kunne jeg høre et godt stykke på vej væk fra markedet…
Tør man håbe på en fredfyldt jul? Jeg er bange for, at det er for meget forlangt.
God jul, trods alt – og god weekend.
