Boksetalent fra Amager får professionel debut

BOKSNING: Stort dansk boksetalent fra Amager får sin professionelle debut i Royal Arena

Emma K. Jensen – professionel debut

 

Bokseren Emma K. Jensen, der vandt guld ved DM og de nordiske mesterskaber i 2023, bokser sin første kamp i professionel boksning ved Danish Fight Night lørdag 13. januar.

Det store boksestævne i Royal Arena har dermed fået tilført et ekstra spændende navn og debutant, som altså bokser sin første kamp i professionel boksning.

Ny komet
Der er tale om den nye komet i dansk boksning, Emma K. Jensen, som på ganske kort tid har bokset sig op i eliten ved at vinde både de danske og nordiske mesterskaber i 2023 – vel at mærke første gang hun stillede op ved de pågældende mesterskaber.

I løbet af 2023 har den 23-årige fluevægter fra Amager desuden vundet internationale turneringer i Kroatien, England og Sverige.

18 kampe – 16 sejre
Hun boksede sin første amatørkamp i december 2020. Siden er det blevet til 18 kampe med 16 sejre, og nu kan hun altså meget snart tilføje en kamp i professionel boksning til CV’et.

»Det hele er lidt surrealistisk, men jeg er klar til opgaven. Det er stort, og jeg glæder mig rigtig meget,« siger Emma K. Jensen, som til daglig bokser i C.I.K. og beskriver sig selv som bokser på følgende måde:

God slagkraft
»Jeg synes selv, at jeg har god teknik, en god slagkraft og et godt benarbejde. Jeg giver mig altid fuldt ud. Jeg har et kæmpe fighterhjerte, og jeg er meget dedikeret og seriøs omkring min boksning. Jeg er stadig relativ ny i gamet og har kun bokset 18 kampe, så jeg kan stadig nå at udvikle mig en del, men jeg er nået langt på kort tid.«

»Jeg drømmer meget stort. Jeg drømmer om at blive den bedste. Jeg ved, at det kræver meget hårdt arbejde. Det er jeg også villig til at levere.«

Dansk mester
Der kan blive tale om flere profkampe, men aftalen med Danish Fight Night gælder i første omgang kun for denne kamp, idet Emma K. Jensen fortsat har store ambitioner indenfor amatørboksningen, hvor hun som regerende dansk mester både er inde omkring landsholdstruppen og i øvrigt repræsenterer den stærke, traditionsrige bokseklub C.I.K., som gennem årene har fostret et væld af danske mestre og professionelle boksestjerner som eksempelvis Tom Bogs, Frank Olsen og Mikkel Kessler.

Født på Amager
Frank Olsen, der selv boksede 36 professionelle kampe med Mogens og Bettina Palle som promotorer i Team Palle, er i øvrigt cheftræner i C.I.K Boksning og kommer derfor til at sekundere Emma K. Jensen i ringhjørnet, når det går løs 13. januar.

Emma K. Jensen er født og opvokset på Amager og er derfor afgjort på hjemmebane, når Danish Fight Night ved Bettina Palle og Royal Arena slår dørene op for årets første boksestævner i 2024.

Ballademager
Som barn dyrkede hun alverdens sportsgrene på øen, men da hun blev teenager gik der med hendes egne ord ”lidt for meget fest og farver i den.”

»Jeg var måske lidt af en ballademager og en smule rebelsk, da jeg var yngre. En veninde mente, at det ville godt for mig at dyrke noget motionsboksning og få nogle aggressioner ud. Jeg prøvede en motionsboksningstime oppe i CIK, og det blev jeg bare bidt af med det samme,« siger Emma K. Jensen, som også føler, at hun er vokset som menneske efter mødet med boksesporten.

Også kampsport
I starten dyrkede hun lidt MMA, en moderne kampsport, ved siden af motionsboksningen, og efter at have gjort det i halvandet år, skrev hun til C.I.K’s cheftræner med ønsket om at få lov at træne med på kampholdet.

»Da jeg startede til boksning, lærte jeg først og fremmest en masse om mig selv. Med den hårde træning havde jeg heller ikke tid til at være ude på gaden og lave dumme ting. Det ændrede mit liv på den måde, at jeg i stedet fokuserede fuldt ud på min træning og på at blive en bedre bokser. Samtidig fortsatte mit liv i en endnu bedre retning,« siger Emma K. Jensen, som samtidig sender en stor tak til bokseklubben, der har været med til at forme hende.

Mentalt pusterum
»Når jeg befinder mig i træningslokalet, så er det mit mentale pusterum. Det er dér, hvor jeg kan være mig selv. Der er selvfølgelig dage, som ikke er helt sjove. Sådan er det at være elitesportsudøver. Men det er stedet, hvor jeg virkelig får mulighed for at øve mig og blive bedre dag for dag. Alle, der er i CIK, er meget dedikerede og seriøse omkring boksningen, og det smitter af på alle.

Det er en helt fantastisk klub med fantastiske mennesker, og den har en stor historie bag sig. Det er fedt at få lov til at være med til at skrive videre på klubbens historien. Det er en ære i sig selv, og jeg kunne ikke forestille mig at træne et andet sted. Jeg er så glad for at være dér, hvor jeg er nu,« siger Emma K. Jensen, som er klar til at tage hul på næste kapitel i sin boksekarriere.

Tæt på ringen
Danish Fight Night afvikles i Royal Arena Hall, der er en tilpasset og intim version af Royal Arena, og publikum kommer helt tæt på ringen med godt udsyn fra alle pladser. I hovedkampen skal Oliver Meng som bekendt forsvare WBA Continental Europe-titlen mod den stærke italiener Felice Moncelli, og billetter til den store boksegalla kan købes via Ticketmaster.

 

Seneste artikler

Gymnasieelever til kinesisk efterårsfest

På Ørestad Gymnasium kan eleverne vælge kinesisk som valgfag. Det er atypisk at kunne studere kinesisk allerede i 1.g. Men gymnasiets elever er ikke i tvivl; kinesisk er et spændende fag, der åbner mange døre. I september var kinesiskelever fra 1.g til efterårsfestival i Kinesisk Kulturcenter, hvor de fik anledning til at prøve deres kundskaber af i praksis.

 
 

Fik du læst?