Sne og kulde, længsel efter forår…

 

Jeg mindes mine barndomsvintre. Høje snedriver! Kolde fødder i våde gummistøvler! Far, der varmede mine kolde hænder mellem sine varme og store hænder. Naturen havde klædt sig i hvidt!

Jeg mindes det som en god tid, men en meget, meget kold tid.

Måske har jeg i grunden altid været mest til forår og sommer.

Sådan er det nu.

Som voksen og som præst har jeg nu mange gange sunget om ”Sneflokke, der kommer vrimlende” og ”hvordan der ingenting er i verden så stille som sne”, sunget disse dejlige vintersange, mens regnen har styrtet ned, og det kun var hundekoldt!

Måske er det en undtagelse i år – ikke mindst i Jylland.

Jeg længes efter mildere tider, længes efter forårets liv, der overrasker og glæder os.

Nu har børnene og andre ski-og sneglade voksne oplevet vinter. Nok er nok!

Der er en sang i Højskolebogen, som jeg elsker, og som jeg ofte har grundet over.

Salmedigteren B.S.Ingemann synger:

”I sne står urt og busk i skjul;
Det er så koldt derude;
Dog synger der en lille fugl
På kvist ved frosne rude.”

Ingemann har nok været lige så forfrossen og vintertræt som mig. Men selv i vinterens ekstreme kulde øjner han den virkelighed, som ligger forude. Vi ser det for os – en lille fugl, som bebuder en ny tid.

Den synger:

«Giv tid! Giv tid!- den nynner glad
Og ryster de små vinger,-
Giv tid! Og hver en kvist får blad;
Giv tid!- hver blomst udspringer.”

Enhver med tendens til vinterdepression eller bare lille mig, som fryser og længes, får tændt et håb – et levende håb. En dag kommer foråret med alt det liv og skønhed, som hører den tid til. Giv tid! Vær tålmodig! Glæd dig!

Ingemanns sang går nu hen og bliver en salme i de to sidste vers, synes jeg. I vinterens kulde kan intet gro. Derfor må vi drømme, være i forventning og tro, have tillid til Gud Fader, Søn og Helligånd.

LIVETS TRÆ husker vi stod i Paradisets have. Det var det træ, som ville give evigt liv. Adam og Eva mistede adgangen til det. De tog et forkert valg, men nu står det grønt – på trods af frosten – trods vores kulde og venden Gud og hinanden ryggen,

Gud kom til jord i Jesus Kristus, og gennem Jesu død og opstandelse blev der banet vej til det evige liv, som træet er et symbol på. Nu har vi intet at frygte. Paradiset – et evigt liv her og nu og efter døden skal vi nu skue – se. Det er ikke længere en drøm, men det er og bliver en virkelighed, som vi får del i.

I 1. Johs.brev kap. 5 vers 13 står der: ” Dette har jeg skrevet til jer, der tror på Guds søns navn, for at I skal vide, at I har evigt liv.” Livet giver mening, og vi må være trygge i tro og tillid til Gud i liv og i død. Vi må gerne vide – ikke bare håbe, at vi uløseligt er knyttet sammen med Gud – i liv og i død!

”Giv tid! Og livets træ bli`r grønt
Må frosten det end kue,
Giv tid! Og hvad du drømte skønt,
Du skal i sandhed skue.”

Hvad betyder mon åndens vinterblund? Det kommer i sidste vers:

”Giv tid! Og åndens vinterblund
Skal fly for herlig sommer;
Giv tid! Og bi på Herrens stund,
-hans skønhedsrige kommer!”

Jeg længes efter forår og sommer, men jeg længes også efter, at ”Åndens vinterblund skal fly for herlig sommer!”

Men jeg tror, det sker – også her i vores land. Nu og da synes kristentroen at svækkes specielt her i vores vestlige verden, og der er på nogen områder en åndelig tørke både i kirken, i vores verden og samfund, men Ingemann og vi er mange sammen med ham, der tror på, at vi mennesker vil vågne op og blive åndelig levende, for Gud har så meget mere til os som kristne og som mennesker, end vi kan forestille os.

Guds skønhedsrige kommer! Der er så megen kulde, nød og elendighed, ja, ondskab i verden i dag, men vi ber og tror på, at Jesus får lov til at fylde os mere og mere med sin Ånd, så vi husker både på ham og vores medmennesker – at vi elsker i stedet for at hade!

God søndag og kærlig hilsen

Agnethe Zimino
Pens. sognepræst på Amager

 

Seneste artikler

 

Fik du læst?