Stor succes for gaming-festival

Fra fredag 12.og til og med søndag 14. januar besøgte 12.500 mennesker den første udgave af Danmarks nye, tilbagevendende festival for gaming og esport. På tronskiftet den sidste dag kiggede mange alligevel forbi.

Gaming Week i Bella Center trak 12.500 gæster. (Foto: Copenhagen Gaming Week)

Der. var stort besøg på premieren på Copenhagen Gaming Week i Bella Center Copenhagen på Center Boulevard og Bella Arena på Martha Christensens Vej fredag 12. til og med 14. januar. Hele 12.500 mennesker mødte op – trods tronskifte og VM-håndbold. Det høje besøgstal glæder arrangørerne.

”Vi har i fire år arbejdet på at bygge en ambitiøs og engagerende festival for spil i alle dets afskygninger, og når så man akkurat på opløbsstrækningen får kamp til stregen om opmærksomheden fra et stykke royal danmarkshistorie, kan det let virke som game over. Men sådan gik det ikke. Nu kan vi kigge tilbage på en veloverstået førsteudgave, som på alle måder peger fremad,” siger kommerciel direktør i Bella Center og Bella Arena, Kevin Helsinghof og uddyber:

”Vi er super stolte over, at så mange kom og fyldte vores haller, men det her er kun det første spadestik. Målet er at vækste Danmarks nye festival for gaming og esport i de kommende år, hvor vi ikke kun skal se en stigning i besøgstallet og festivalens fysiske aftryk i hovedstaden, men også at en større del af gæsterne kommer udlands fra, nu hvor vi har etableret et konkret fyrtårn at tale ud fra.”

Fremtidens talenter
Med fire unikke verdener skabt til en bred vifte af interesser og aldersgrupper, manifesterede Copenhagen Gaming Week fysiske spilfællesskaber i alt lige fra en pulserende esports-arena, til brætspil og cosplay i superfans-området, børnefamiliesjov i New Generation-zonen og boldspil i både digital og fysisk form i Urban & Sport-hallen, hvor bl.a. gadeidræts-NGOen GAME holdt til:

”Vi var særligt imponerede af, hvordan Copenhagen Gaming Week lykkedes med at løfte spillet fra skærmene og ud blandt de besøgende. Det var gaming i ordets bredeste forstand, hvor vi fra GAME fik mulighed for at bidrage til samtalen om vigtigheden af sundhed og fysisk fællesskab i en tid, hvor særligt grænserne mellem det digitale og fysiske udfordres,” siger CEO og Co-founder af GAME, Simon Prahm.

Netop de unges spillevaner og fremtidsmuligheder var et varmt emne på festivalen, hvor en lang række talks satte fokus på alt fra digital sikkerhed til karrieretips fra store youtubere og professionelle gamere. Et spor, som også fik opbakning fra politisk side, da der blev holdt en karrieredag fredag formiddag, hvor godt 2000 elever, herunder en betydelig del fra Københavns Kommune, deltog og var igennem et forløb med workshops og oplæg fra kendte brancheansigter.

Internationalt niveau
Der var over 150 forskellige aktiviteter og oplevelser på programmet, men den største, enkeltstående begivenhed var den internationale Counter-Strike 2-turnering i Bella Arena skabt i samarbejde med de globalt anerkendte esport-eksperter fra BLAST. Ovenpå indledende runder med græsrodshold fra Danmark, Norge, Sverige og Tyskland i puljen, stod finalen i sidste ende mellem de danske verdenshelte fra Astralis og det svenske storhold NiP – en kamp, som Astralis gik sejrrige fra.

Her blev de 2.000 tilskuerpladser fyldt til randen allerede under lørdagens semifinaler, mens i alt 120.000 unikke brugere streamede med online over weekenden.

Store ambitioner
På den mere kommercielle banehalvdel var begejstringen tydelig hos bl.a. den danske elektronikkæde Power. Den orangeklædte virksomhed havde investeret et millionbeløb i festivalens største stand, hvor besøgende kunne købe alt det, som de ville inden for den nyeste tech og gamergear, mens liveshopping-oplevelser blev streamet direkte fra Powers egen scene til tusindvis af onlinehandlende.

 

Seneste artikler

 
 

Fik du læst?