SØVN: 230 forældre var mødt op på Løjtegårdsskolen i Kastrup forleden aften for at høre Chris MacDonald om søvnens betydning. For unge i Tårnby sover for lidt…
Forleden gæstede foredragsholder og klummeskribent Chris McDonald Løjtegårdsskolen i Kastrup, hvor han skulle holde oplæg om søvnens betydning for børn og unge. Cirka 230 forældre havde lagt vejen forbi skolen den aften, som viste sig at blive en aften med en yderst energisk foredragsholder, der også understregede sine argumenter med hop på scenen.
For lidt søvn
Skole, Socialforvaltning og Politi (SSP), Sundhedscentret og Center for Skole og Fritid havde inviteret forældre til kommunens 5. til 10. klasser til foredraget. Grunden var knap så opløftende. Kommunens Ungeprofilundersøgelse viser nemlig, at unge i Tårnby sover for lidt, og at deres søvnvaner adskiller sig negativt fra jævnaldrende i omegnskommunerne.
Stof til eftertanke
Borgmester Allan S. Andersen bød velkommen og sagde efter besøget:
”Chris McDonald formår at gøre videnskab til underholdning på en måde, der giver stof til eftertanke. Det er jeg sikker på, at de fremmødte forældre er enige med mig i. Det var et rigtig godt og velarrangeret oplæg.”
Chris McDonald holder foredrag og workshops om sund livsstil, motivation, personlig udvikling, lederskab, coaching og teambuilding over hele landet.