Sandheden – om os selv…

 

”Undskyld – forringet billedkvalitet!” Sådan kunne mange af os have trang til at skrive på det spejl, vi bruger mest.

I mange år havde jeg ikke et ordentligt, stort spejl. Der er nok nogen, som godt har kunne aflæse det og tænkt sit, men jeg mente, jeg så godt nok ud og ikke behøvede et større. Men jeg så jo kun en del af mig selv – ikke helheden.

Ak ja, sikke en indrømmelse!

Da vi flyttede, fik jeg spejle på dørene til klædeskabene.

Nu ser jeg alt (uha), men mit syn er jo heldigvis gammelt og svækket.

Så gik jeg hen og blev opereret for grå stær, og nu ser jeg meget bedre, især hvad der er på lang afstand eller netop i det store perspektiv.

Jeg har – jeg ved ikke, hvor mange ansigtsspejle – hvad der er tæt på, kan jeg jo ikke se særlig klart. Mine spejle er blevet bedre og bedre efterhånden, som jeg har købt eller fået et nyt spejl, der forstørrede bedre op end det forrige.

Men nu skal mit nuværende spejl ikke forstørre noget som helst bedre op!

Jeg kan næsten ikke klare at se mit ansigt i den forstørrelse. Et spejl kan også være næsten for godt.

Jeg troede, min hud var pænere end alle andres på min alder. Men ak – nu er jeg afsløret!

Jeg skal ikke have flere spejle.

Sikke et bedrag.

Det er ikke bare helt bogstaveligt, at spejle kan afsløre næsten for meget.

Også rent åndeligt ser vi ofte dårligt.

Vi tror, at der da ikke er meget at komme efter. Vi er jo i grunden ret så gode mennesker, som betaler enhver sit og ikke skylder nogen noget.

Vores selvbillede er ofte forfejlet. Det er bl.a. derfor det er er så godt at have en ægtefælle, en partner, en ven, som kan sige os sandheden om os selv.

De kan hæve et spejl op foran os, så vi ser pletterne, vore mange fejl, og selvom vi ofte først protesterer, så er det jo ofte sandt, det vi får fortalt. Og når stemningen har lagt sig, så må vi/ jeg jo også af og til indrømme, at kritikken er berettiget.

Selvfølgelig kan der være ting, som andre ser i os, som er en spejling af deres egne fejl. Vi bliver ofte kritiske overfor det, vi ser i andre, som vi også inderst inde erkender som fejl i os selv.

Vi kan bestemt også være for hård mod det, vi ser i det spejl.

Bibelen har faktisk en hel del at sige os, som glor for meget i vores selvbillede af et spejl, og som bruger al for megen tid på at stirre på de fejl, vi selv eller andre observerer.

”Så er der da nu ingen fordømmelse for dem, som er i Kristus Jesus!” siger Paulus i Romerbrevet kap. 8 vers 1.

En skrev i en andagt på nettet, at det spejl vi skal se os i, er dåbsvandet, hvor Gud har tilsagt os syndernes forladelse.

Der får vi et sandt billede af, hvem du og jeg er som døbte mennesker – vi er elsket og tilgivet af Gud selv – ikke fordi vi er uden fejl/ synd, men på grund af Guds holdning til os.

Den viste han os klart, da han blev menneske og levede vort menneskeliv, som det burde være, hvorpå han tog byrden af vores skyld væk fra os og døde ikke alene med min skyld, men også med verdens skyld på sig.

Når jeg ser mig selv i Guds spejl, så ser jeg – også som døbt – at jeg er skyldig, og jeg får umanerlig meget brug for Guds Ånds virke i mig og må bede Gud fylde mig med sin Helligånd, så hans kærlighed, godhed, tålmodighed må gøre sin gerning i mig, så jeg ligner min frelser og Herre bare en lille smule mere, og så kan jeg ellers takke Gud for den tilgivelse, som ligger til mig, for det bliver først rigtig godt i Himlen engang!

Hav en god søndag.

Kærlig hilsen

Agnethe Zimino
Pens. sognepræst på Amager

 

 

Seneste artikler

 

Fik du læst?