Da jeg første gang besøgte Cambodja for 14 år siden var det noget af en udfordring af krydse grænseovergangen fra Thailand ved grænseposten Poi Pet. For det første var det meget varmt, som i meget varmt, for det andet var der en kø på mange hundrede mennesker, der havde forladt det i sammenligning overordentligt velorganiserede Thailand og nu ventede på at nå frem til skrankerne for toldinspektion, visaansøgning samt paskontrol.
Vild kaos alle steder – ved grænseovergange langt væk fra de trygge Schengen-omgivelser skal man være opmærksom på en hel del ting: Holde øje med sin bagage – samt ikke mindst holde en sværm af tjenende ånder, der med mere eller mindre rent mel i posen tilbyder forskellige former for hjælp med visaansøgninger samt videre transport ind i landet. For ikke at tale om de mange børn, der er sendt afsted for at tage imod de tilrejsende Baranger, som vi udlændinge kaldes i Cambodja, og som de håber, de kan få en skilling fra.
Da Cambodja anvender både den lokale valuta riel samt amerikanske dollars er der også noget regnearbejde at gøre – især for at undgå ikke at blive snydt af de mange, der tilbyder at veksle.
Det skal man naturligvis aldrig gøre på gaden, uagtet lokkende kurser, men foretage i banker eller andre officielle vekselkanaler.
Første gang jeg befandt mig i dette på alle måder ophedede sted, blev jeg kontaktet af en officielt udseende herre med et legitimationsskilt om halsen, hvor af fremgik, at han havde tilknytning til den cambodjanske paskontrol. Jeg kunne være ganske rolig, jeg skulle blot afleverer mit pas samt visaansøgning til ham, så skulle han nok ordne det fornødne, så jeg kunne komme til at fortsætte min rejse uden unødig tidsspilde. Han kunne se, at jeg var et travlt menneske, der ikke yndede at spilde tiden.
Ved den sidste bemærkning blev min mistanke vakt: Jeg sér ikke mere travl end andre mennesker, måske tværtimod – og den var med nogen ængstelse, at jeg så den pågældende forsvinde ind i en bygning med mit pas og andre papirer.
Al mistro blev gjort til skamme: Efter fem minutter kom hen tilbage med alle stempler og dokumenter i behold: Pris 30 dollars!
Jeg betalte gladeligt og tog straks herefter plads i bussen til hovedstaden Phnom Penh. I bussen forklarede to amerikanske medrejsende, at et visa koster 20 dollars – og at det kun havde tage det en time at ordne alle formaliteter.
I mit stille sind takkede jeg “pasbetjenten”, der havde assisteret mig for et honorar på 75 kroner – mine papirer blev udstedt på under 10 minutter, og det undte jeg gerne “pasbetjenten” en skilling for.
I forgår vendte jeg tilbage til Phnom Penh, denne gang med fly, og jeg kunne ikke lade være med at smile, da jeg lynhurtigt kom igennem told, pas og visakontrol. Det tog fire – fire – minutter at få udstedt et visa, det koster nu dollars – uden assistance af uofficielt paspersonale.
Min kufffert var allerede på bagagebåndet – og 20 minutter efter jeg havde forladt flyet kune jeg tage plads i en tuk-tuk, der transporterede mig til mit hotel på en skøn aftentur åben gennem den eksotiske hovedstad.
Den hastighed på lufthavnsprocedure kan Kastrup ikke hamle op med, så jo:. Det er nye tider – også her i Cambodja.
God weekend!
