På et tidspunkt rundt regnet for ca. 100 år siden – eller måske mere – blev en lille dreng født i den lille, sønderjyske landsby, Hønkys.
Drengen blev døbt Anton Hansen, og som sådan skulle han senere blive en respekteret mand på egnen. Han voksede op og fik kone og børn – og bosatte sig i den nærliggende og noget større Rødekro, opkaldt efter byens røde kro, hvor godtfolk og tilrejsende kunne få en bid brød og en dram. Og en god nats søvn.
Anton forsørgede sin familie som murerarbejdsmand, og det kan ikke være gået helt skidt, for en dag kunne han gå ind til byens urmager og købe sig et flot lommeur.
Et schweizisk urværk af mærket “De Luxa” – med smukt, prægede arabertal og sekundviser. Det er endvidere angivet “17 rubis incabloc”, hvilket betyder, at der anvendt rubis-juveler i urets mekaniske lejer.
På bagsiden plads til indgravering af initialer, men såvidt gik Anton Hansen ikke – derfor er der nu plads til den nuværende indehavers initialer.
De skal i givet fald være “FE”, for uret tilhører nu mig – efter en flot gave, foræret af Anton Hansens søn, fhv. taxa-vognmand Thorvald Hansen, Rødekro.
Vi var sammen på en køretur forleden, Thorvald og jeg, og så forærede han mig minsandten faderens lommeur – en kostelig gave.
Uret er nu blevet min faste ledsager – og er placeret ved siden af min computer i dette øjeblik, uadskillige som vi er blevet.
Interessen for ure er ikke ny, jeg har altid været fascineret af de ure, der nærmest er små kunstværker – og som i årevis, i generationer, virker som pålideligheden selv og fortæller, hvad klokken har slået.
Anton Hansens “De Luxa” lommeur nærmer sig sin 100 års fødselsdag – men det går præcist som et – nåh ja, urværk, når blot det bliver trukket op hver morgen. Utroligt.
Det første lommeur så dagens lys allerede i 1510, de såkaldte Nürnbergæg, og de var særligt populære i 1800-tallet. I 1900-tallet blev de i stigende grad erstattet af armbåndsure.
Armbåndsuret blev efter sigende opfundet af Patek Philippe midt i det 19. århundrede, men blev ikke populære – i alt fald ikke blandt mænd, der fandt dem for feminine.
Det synspunkt ændrede sig, da vi nåede frem til første verdenskrig, hvor soldaterne hurtigt fandt ud af, at det var mere praktisk at have et ur på armen – i stedet for et, der skulle hives op af lommen. Med tidsforbruget kunne det sidste iøvrigt være livsfarligt.
Lommeurene forsvandt mere eller mindre, men for mig er det nu dukket op på ny. Jeg glæder mig allerede til en eller anden spørger: “Hvad er klokken…?”
Så vil det blive trukket frem fra lommen og studeret nøje, inden svaret falder: “Et øjeblik, nu skal jeg se…Halvseks…!”
Tak for uret, Anton og Thorvald…
– og god weekend…
