Opskriften på en svensk krimi

Jeg er en af de mange, der af og til befinder mig i Ystad – den hyggelige sydsvenske by, hvor vi bilister ankommer til og fra, når vi skal med færgen til Bornholm.

Og jeg tænker på den svenske krimiserie “Wallander”, hver gang jeg kører forbi studierne i Ystad, hvor dele af den glimrende, svenske krimiserie blev optaget.

Vel at mærke den rigtige Wallander i form af den flere gange prisbelønnede skuespiller Krister Henriksson.

Wallander blev populær, men så begyndte svenske krimiserier en overgang at oversvømme tv-markedet, men efterhånden blev de, undskyld mig, alt for ensformige.

Man kunne gætte handlingen – og sammensætningen af de medvirkende – efter ganske få minutter.

De blev ganske enkelt for gennemskuelige – for trættende – med al for megen tid på de medvirkendes personlige problemer.

Man havde på fornemmelsen, at de mange svenske krimmer blev produceret efter en fast skabelon – og på samlebånd.

Opskriften på en svensk tv-krimi kommer her:

Man tager en kvindelig hovedperson – gerne en kriminalbetjent eller en journalist. Hun skal være ung – og se gudesmuk ud. Påfaldende så mange kvindelige kriminalbetjente, der samtidig ligner fotomodeller.

Så skal hun have en mand eller en kæreste, der ikke fatter et pluk af hendes arbejde. En surmulende og tvær idiot, der brokker sig over, at hun ikke kan komme med til familiefødselsdag midt i en jagt på en psykopatisk morder.

Krydderiet er ofte en naiv teenagedatter eller halvkriminel søn, der skaber endnu flere problemer for vores hovedperson. Det ville være en helt befrielse at se en hovedrolleindehaver i en svensk tv-serie med en helst normal familiebaggrund.

Samtidig er der en underlig, dobbeltmoralsk holdning til nydelsesmidler: Der er absolut ingen, der ryger – absolut ikke. Til gengæld hælder de sprut i sig uafbrudt.

De hælder vin i sig næsten uafbrudt  – i alt fald i deres fritid. Trods det, at alkoholskader belaster mennesker og samfund i et omfang, der ikke lader tobaksrygning noget efter.

Forleden slukkede jeg for en svensk krimi – midt i det hele. Det skete da scenen, som vi har set en million gange – endnu engang blev præsenteret: Den kvindelige hovedperson, kriminalbetjenten (altid med en umulig og hjerneblæst chef) skal bringe sig selv i yderste livsfare ved at møde den psykopatiske morder et øde sted.

Et geni fra politiets tekniske afdeling forsyner den pågældende med en skjult mikrofon. “Bare rolig, vi er lige bag dig”, lyder det.

Men vi ved jo på forhånd – det går ALTID galt. Psykopaten opdager altid den skjulte mikrofon – og så opfører den toptrænede, kvindelige kriminalbetjent sig som en uerfaren teenager – pludselig har hun glemt alt det, hun har fået med sig fra politiskolen.

Det ender med et ofte blodigt slagsmål – inden kollegerne langt om længe dukker op.

Man ser efterfølgende skurken sidde surmulende i en politibil – mens datteren eller sønnen dukker op med et “undskyld, mor!”

Der er klapsalver og ros fra chef og kolleger – indtil næste uge, hvor vores helt igen skal gennem hele møllen med dumme chefer, umulige børn og kærester – og en dement mor på et plejehjem.

Elementært, min kære Watson.

I aften vil jeg se en udsendelse om dyrebørn i naturen…

God weekend…

 

 

Seneste artikler

 
 

Fik du læst?