Tivoli er åben…

FORÅR: Iklædt påskegult åbnede Tivoli i dag portene til dette års sommersæson, der varer til 22. september. Forlystelseshaven lægger ud med at markere Påske i Tivoli, som kan opleves frem til 1. april, hvorefter Tivoli trækker i sommergarderoben.

Tivoli blev åbent med manér (Foto: Michelle Berg)

 

Revyfolkene Lisbet Dahl og James Price klippede sammen med Pjerrot, Columbine og Harlekin og skuespillerne Thomas Eje, Rikke Buch Bendtsen og Rikke Bilde, et rødt silkebånd over til Rutschebanen, og åbnede dermed den ikoniske forlystelse, som i år fylder 110 år. Efter snoreklippet tog Tivolirevyholdet og de elskede Tivoli-figurer årets første tur i Rutschebanen for at markere, at sæsonen for alvor er skudt i gang.

 Tivoli er i løbet af foråret beplantet med omkring 80.000 tulipaner og 25.000 bundplanter, der sammen med påske- og pinseliljer, kejserkroner og perlehyacinter pryder forlystelseshaven. Efter løgplanternes afblomstring vil Tivoli blive beplantet med et miks af sommerblomster, stauder og græsser med skiftende blomstringstid hen over sommeren.

Ny restaurant
Det var ikke kun Tivoli, som åbnede i dag. Det gjorde forlystelseshavens nyeste restaurant Mikkeller Færgekroen også. Det verdensomspændende bryggeri Mikkeller har nemlig overtaget driften af den 90 år gamle Færgekro, som ligger i Tivoli Søen. Mikkeller Færgekro vil foruden en stribe specialøl servere klassikere som schnitzel, pariserbøf, rødspættefilet og stjerneskud og desuden byde på en række vegetariske retter til frokost og aften.

Grøften 150 år
Mens Mikkeller Færgekro i dag kunne åbne dørene for første gang, så kan Grøften i år fejre 150-års jubilæum i forlystelseshaven. Åbningen af Grøften betød traditionen tro, at kendte danskere strømmede til for at spise smørrebrød og drikke snaps og øl og fejre, at Tivoli er åben.

Tivoli-Garden
Grøften er med sine 150 år en ung dame sammenlignet med Tivoli-Garden, der i år kan fejre hele 180 år, som markeres 1. september med en stor jubilæumskoncert. I løbet af sommersæsonen kan forlystelseshavens gæster desuden hyppigt opleve de 180-årige jubilarer, iført deres røde uniformer og bjørneskindshuer, marchere gennem forlystelseshaven. Den verdenskendte ungdomsgarde ligger ud med at markere åbningen af Tivoli med dets traditionsrige strøgparade, der går fra Kongens Nytorv gennem København til Tivoli fredag d. 22. marts kl. 16.00.

Klassiske oplevelser
Åbningen af Tivoli indvarsler en sommersæson rig på klassiske Tivoli-oplevelser: vilde og hyggelige forlystelser, en blomstrende have, Fredagsrock, LørdagsHits, klassisk musik, ballet, jazz, samt et bredt udvalg af kvalitetsrestauranter og masser af lækkerier fra både Danmark og resten af verden. I påsken kan Tivolis gæster i øvrigt gå på æggejagt, og de store, farverige påskeæg er placeret rundt om i forlystelseshaven

 

Seneste artikler

Gymnasieelever til kinesisk efterårsfest

På Ørestad Gymnasium kan eleverne vælge kinesisk som valgfag. Det er atypisk at kunne studere kinesisk allerede i 1.g. Men gymnasiets elever er ikke i tvivl; kinesisk er et spændende fag, der åbner mange døre. I september var kinesiskelever fra 1.g til efterårsfestival i Kinesisk Kulturcenter, hvor de fik anledning til at prøve deres kundskaber af i praksis.

 
 

Fik du læst?