Borgerforslag bliver nu en realitet i Dragør

Det er nu besluttet, at borgere i Dragør, der er mindst 15 år gamle, og som indsamler 350 underskrifter, snart skal kunne stille forslag, som kommunalbestyrelsen så skal behandle politisk

Tilbage i januar i år foreslog liste T, at forvaltningen skulle udarbejde et forslag til, hvordan Dragør Kommune kan give borgerne mulighed for at stille borgerforslag, som politikerne er forpligtede til at behandle politisk.

Forvaltningen kom så for nylig – torsdag den 23. maj – med et oplæg til Økonomiudvalget om, at alle personer over 18 år med fast bopæl i Dragør Kommune skal kunne oprette og støtte et borgerforslag, der – når det inden for en periode på tre måneder har opnået støtte fra minimum 150 borgere i kommunen – skal behandles af kommunalbestyrelsen.

15 år og 350 underskrivere

På mødet i Økonomiudvalget var der enighed om, at borgerforslag er en god idé – men der kom ændringsforslag.

Socialdemokratiet og Venstre ønskede, at aldersgrænsen skulle ned på 15 år, og Konservative foretrak, at antallet af underskrivere skulle sættes op til 350.

Udvalget anbefalede enstemigt en grænse på 15 år, mens det alene var Socialdemokratiet, Konservative, Sydamagerlisten og Venstre, der stemte for, at et forslag skulle opnå underskrifter fra 350 borgere for at gøre sig gældende.

Begge ændringsforslag blev altså båret videre til kommunalbestyrelsen.

Torsdag den 30. maj var det så kommunalbestyrelsens tur til at tage den endelige politiske beslutning. Og det var på baggrund af anbefalingen fra Økonomiudvalget, at det ville blive stemt igennem.

Nicolaj Riber (A) indledte den korte runde af taler med at rose det oprindelige forslag fra liste T.

»Det er en rigtig god sag, som vi godt kan gå ud til borgerne med og får til at leve nu. Vores demokrati er værdifuldt,« sagde Nicolaj Riber, der understregede sit syn på værdien af, at unge ned til 15 år også får mulighed for at udarbejde og støtte forslag fra andre borgere:

»Det handler om at engagere ungdommen tidligere. Det giver vore skoler, afgangsklasser og gymnasier mulighed for at kunne bruge Dragør som model i for eksempel deres samfundsfagsundervisning – og det håber jeg, at de vil gøre bruge af,« sagde Socialdemokratiets gruppeformand.

Uenighed om antal støtter

Også Annette Nyvang fra liste T bakkede op om aldersgrænsen på 15 år, men hun udtrykte sin misbilligelse til, at hele 350 underskrifter skal være nødvendige for, at kommunalbestyrelsen er forpligtet til at behandle borgerforslaget.

»Erfaringen fra andre kommuner er, at det ikke er så let at få borgere til at støtte op om et forslag, og jeg har kun læst om kommuner, der har sat antallet af borgerstemmer ned for overhovedet at få nogle forslag igennem,« sagde hun.

Annette Nyvang kom blandt andre med eksempler fra Assens og Ishøj; i Assens Kommune (med flere end 40.000 indbyggere) skal der blot 50 underskrivere til, og i Ishøj Kommune (med flere end 23.000 indbyggere) har man nedsat grænsen ned fra 500 til 250.

Venstre stemte også for det endelige forslag.

Gruppeformand Helle Barth var meget kortfattet i sin udtalelse i byrådsalen:

»Jeg melder mig i koret af de begejstrede. Det er jo et rigtig godt forslag. Jeg havde ønsket, at det var Venstre, der havde stillet det. Men vi er med. Cirka 50% af landets kommuner går den vej. Vi er ikke »firstmovers«, men vi er med i bevægelsen. Klar anbefaling herfra!«

Den sidste, der fik ordet under kommunalbestyrelsesmødet, var Trine Søe fra Konservative.

Hun mente ikke, at grænsen på 350 støttere vil blive et problem. Mest fordi hun har tiltro til engagementet blandt Dragørs borgere.

»Vi har mange dedikerede borgere med meninger herude, og jeg synes, at vi skal prøve at gå med de 350, og viser det sig på sigt ikke at skulle række, så kan man jo komme med et ændringsforslag om, at vi sætter tallet ned. Men jeg tror ikke, det bliver et problem, for folk herude er så dedikerede og har en mening om alt,« lød det fra Trine Søe.

Forslaget om borgerforslag med aldersgrænse på 15 år og 350 underskrivere blev således vedtaget. Liste T fik sin anke imod grænsen på 350 underskrivere ført til protokols.

Også de analoge skal med

Kommunen oplyser efterfølgende til Dragør Nyt, at planlægningen med at skabe den brugerflade, som man i fremtiden via kommunens hjemmeside skal anvende for at stille borgerforslag, nu går i gang. Og det oplyses samtidigt, at der vil blive udarbejdet en procedure til de borgere, der ikke anvender digitale løsninger.

Tidspunkter og procedurer vil blive oplyst på både hjemmeside og i annoncer.

 

Seneste artikler

Foto: Bazoom AI.

Sådan forbereder du dig til vandreture på Island

Island er nok et af de flotteste steder på jorden, hvis man elsker udendørs eventyr. Fra store vandfald til vulkanske landskaber og gletsjere, byder Island på mange spændende vandreture. Men hvordan forbereder du dig bedst til vandreture Island, og hvordan får du den bedste oplevelse?

Marianne Wulff viser den røde vimpel, som »syfiksere« har lavet til Repair Café International, der kan fejre 15-års-fødselsdag til oktober. Opgaven var at designe og sy en vimpel, som symboliserer det danske flag og vores by Dragør. Vimplen skal hænges op til fødselsdagen i Haag sammen med vimpler fra andre Repair Cafe’er fra de deltagende lande. Foto: TorbenStender.

Mariannes kamp mod smid-væk-kulturen

Repair Cafe Dragør fejrer et år i Dragør. Initativtager Marianne Wolff ønsker at gøre op med en kultur om at smide væk og købe nyt, når noget er i stykker

 
 

Fik du læst?