
Søndag den 15. december kan børn og voksne lære at redde liv i vandet, når Trygfondens Livredderpatrulje gæster Sundby Bad. Eventet byder på sjove og lærerige aktiviteter i samarbejde med svømmehallens egne livreddere. Det skriver Trygfonden i en pressemeddelelse.
»Vi glæder os til at se en masse vandglade gæster,« lyder det fra Livredderpatruljen, der sætter fokus på livredning gennem leg og praktiske øvelser.
I løbet af dagen kan man prøve kræfter med forskellige livredderaktiviteter, såsom at hoppe i vandet med redningsvest, padle på et rescueboard og bjærge en dukke. Derudover viser livredderne, hvordan man bruger professionelt livredderudstyr fra svømmehallens Leg og Lær Livreddertårn.
Eventet har til formål at øge bevidstheden om livredning og give børn og voksne større tryghed i vandet.
Alle er velkomne til at deltage i aktiviteterne, der foregår fra klokken 10 til 12.



