Marie Carmen Koppel: »For mig handler julen om eftertænksomhed«

Marie Carmen Koppel rejser land og rige rundt med sit juleshow - og spiller flere koncerter på Amager.
Dette billede har en tom ALT-egenskab (billedbeskrivelse). Filnavnet er marie-carmen-koppel-3-bifald.jpg
»Jeg er glad for at fortsætte traditionen med at optræde i Dragør. Det er en rigtig juleby,« siger sangerinden. Pressefoto: Bifald.

I december er der fart på for Marie Carmen Koppel. For sangerinden er julemåneden årets travleste, når hun turnerer rundt i hele Danmark for at spille julekoncerter i kirker og koncertsale. Alligevel er der noget ved julen, som hvert år giver hende en følelse af ro.

»For mig handler julen om eftertænksomhed og om at reflektere over livet og de budskaber, der er så vigtige – at passe på hinanden og give kærlighed videre. Sådan har jeg haft det, siden jeg var barn,« fortæller hun.

Den 12. december spiller hun koncert i Dragør Kirke, og torsdag den 19. giver hun to koncerter i Christians Kirke på Christianshavn.

Fra små koncerter til tradition

Traditionen med julekoncerter har været en fast del af Marie Carmen Koppels karriere i over 25 år. Juleturneerne begyndte som en håndfuld koncerter i små, intime rammer, hvor hun sang amerikanske carols blandet med sine egne kompositioner.

Publikum var vilde med det, og siden da er juleturneerne vokset. I år har hun mere end 20 koncerter på programmet.

»Jeg er altid fuldstændig booket i julemåneden, og selvom det er hårdt, elsker jeg det,« fortæller sangerinden.

De mange koncerter kræver nøje planlægning, og hun har kun få fridage i løbet af turneen. Alligevel glæder hun sig hvert år til at rejse rundt med sit faste hold, der tæller en pianist og to korsangere.

Hendes repertoire er en blanding af gamle klassikere som »Silent Night« og »White Christmas«, egne sange og traditionelle salmer som »Dejlig er Jorden«.

Glæde og melankoli

Marie Carmen Koppel lægger vægt på, at julekoncerterne skal indeholde både glæde, humor, eftertænksomhed og melankoli.

»Det er vigtigt for mig at skabe en oplevelse, der rører noget i publikum – en blanding af ro og julestemning, som kun musikken kan give,« forklarer hun.

Selvom koncerten i Dragør Kirke er ny, har byen en særlig plads i Marie Carmen Koppels hjerte. Hun fremhæver Dragørs stemning og julemarked som noget helt særligt.

»Det er et utrolig hyggeligt sted, og jeg er glad for at kunne fortsætte traditionen med at optræde i Dragør. Det er en rigtig juleby,« siger hun.

Mange kasketter

Når december er overstået, vender Marie Carmen Koppel tilbage til et alsidigt musikalsk program. Resten af året optræder hun med alt fra jazzfestivaler til kirkekoncerter og turneer med forskellige konstellationer.

Og så balancerer hun mellem den kreative proces med at optræde og skrive ny musik og alt det praktiske, der hører med.

»Jeg er jo både den kreative og den, der har samarbejde med booking, sørger for logistik, er marketingchef og hr-chef. Der er mange kasketter, men sådan er livet som sanger. Det er en evig læringsproces,« forklarer hun.

Årets juleturné varer indtil den 22. december, og herefter ser Marie Carmen Koppel frem til at lægge hus til juleaften med familien – selvom forberedelserne bliver under tidspres.

»Jeg har halvanden dag til at få det hele klar, men jeg elsker at gøre noget særligt ud af det og skabe en hyggelig jul for min familie,« griner hun.

Seneste artikler

Fik du læst?