Juleturister strømmer til Dragør

I weekenderne kan det for alvor mærkes, at Dragør også i vinterhalvåret kan tiltrække turister. Især de Tidsrejsen-relaterede arrangementer, som Malin Lindeblad Kadijevic har stået i spidsen for. I Havnepakhuset, der til lejligheden er indrettet som en historisk julestue, har der været rigtig mange besøgende.

»Lørdag var det helt vanvittigt. Der var så mange mennesker forbi. Det kom i bølger, men der var flere hundrede igennem i de timer, jeg var her,« fortæller Malin Lindeblad Kadijevic.

På trods af både blæst og regn havde mange også taget turen forbi havnen søndag, hvor der blandt andet var mere end 50 deltagere til den historiske byvandring, som frivillige guider leder lørdag og søndag klokken 14. Byvandringen tager udgangspunkt i lokationerne fra Tidsrejsen-julekalendrene, men er også krydret med historisk fakta om Dragør.

Tidsrejsen-aktiviteterne er spredt rundt omkring i byen, og det gør, at der er mere liv end normalt.

Hos Kunst Republikken på Færgevej har man udstillet nogle af de fremtidskunstværker, som elever fra Dragør Skole og Nordstrandskolen har lavet, og her kan man også få udleveret Tidsrejsen-bykort.

»Vi har haft ret mange på besøg. Der er faktisk mange, der starter deres rundtur her. Og det er så fedt at mærke, at der er liv her på havnen,« lyder det fra Pia Lindinger, en af de fire kunstnere bag Kunst Republikken.

Sammen med kollegaen Henrik Seiersen har hun budt mange gæster velkommen i galleriet.

Stor succes

Malin LIndeblad Kadijevic er meget tilfreds med de mange besøgende, og hun har fået mange positive tilbagemeldinger om projektet »Tidsrejsen 2 i Dragør«, som hun ikke selv vil tage æren for.

»Det er jo ikke kun mig, der har startet det. Vi er en gruppe af frivillige. Jeg var bare den, der trykkede på knappen,« griner hun og fortsætter:

»Men jeg er glad for, at så mange har fået øjnene op for, hvor meget Dragør kan. Også når det ikke er sommer og handler om isspisning i solskin.«

Det har været nogle travle måneder for Malin Lindeblad Kadijevic, der ud over at passe sit fuldtidsarbejde har ageret projektleder på alle Tidsrejsen-aktiviteterne. Det har været lange aftener foran computeren og koordinering med de frivillige, og derfor er hun lettet over at se, at det bliver modtaget så godt.

Ligesom byvandringerne og julestuen i Havnepakhuset er årets julekalender også allerede blevet en succes blandt seerne, og det kommer ikke bag på Malin Lindeblad Kadijevic, der selv har et helt særligt forhold til Tidsrejsen-universet.

»Da vi skulle flytte til Dragør, så vi den første Tidsrejsen-julekalender med vores børn for at lære byen bedre at kende. Så Tidsrejsen har en helt særlig plads i mit hjerte,« fortæller hun.

Seneste artikler

Fik du læst?