80-årig mand fundet død på Amager

Efter ikke at være blevet set i 13 dage er den 80-årige nu fundet.
Foto: Rigspolitiet.
Politiet opfordrer til at slette navn og billeder af den ældre mand. Pressefoto: Rigspolitiet.

Den 80-årige mand, der forsvandt fra sit hjem i indre by i København den 25. december, er nu fundet efter næsten to ugers intensiv eftersøgning.

Organisationen Missing People skriver på Facebook, at man desværre må meddele, at savnede er fundet afgået ved døden.

»Af hensyn til de pårørende kommenterer Missing People ikke yderligere på sagen,« skriver de i Facebookopslaget, der retter en tak til alle dem, der har hjulpet i eftersøgningen af den ældre mand.

På X har Københavns Politi også skrevet om fundet.

»Den ældre borger, der den 25. december gik fra sin bolig i indre København og ikke er set siden, er i dag fundet død på Amager. De pårørende er underrettet. Der er ikke mistanke om, at der skulle være sket en kriminel handling,« lyder det.

Opfordrer til at slette

Københavns Politi går desuden ud med en opfordring om at slette navn og billede fra den savnede af hensyn til de pårørende.

»Vi siger tak til de mange borgere, der har hjulpet med at lede efter den savnede. Vi har fjernet de tidligere udsendte tweets med efterlysning og billede af den pågældende mand og opfordrer medier og andre, der har delt det, til at gøre det samme,« skriver politiet på X.

Seneste artikler

Fik du læst?