
Et opslag i Facebook-gruppen »Amager« den 2. januar har ført til en strøm af donationer til den københavnske institution Vartov Børnehave.
Pædagogmedhjælper Claudia Caviglia stod bag facebookopslaget, der efterlyste genbrugspapir og karton til børnenes daglige kreative sysler, og responsen har været overvældende.
Papir, kuverter og kreative idéer
»Alt kan bruges, eller rettere: genbruges. Vi deler A4-ark i 2-4 stykker, så der kan øves en masse finmotorik og kreativitet,« lød det i facebookopslaget.
Efterlysningen har efterfølgende resulteret i store donationer fra både privatpersoner og virksomheder.
Københavns Universitet har doneret et helt bagagerum fyldt med farvet karton, papir og store plancher – og har mere materiale på vej.
Claudia Caviglia fortæller også om en sjov levering fra et nedlagt firma:
»Vi har fået en masse kuverter, både med og uden rude. Ungerne har nu travlt med at sende breve og forsøger koncentreret at ramme ruden – det er sjovt at se deres begejstring,« lyder det.
Et børnetøjsfirma har desuden doneret papir med udklip af tøjdesigns, hvilket har inspireret børnene til nye idéer ved tegnebordet.
Et projekt med mening
Ud over at give børnene mulighed for at tegne og klippe løs, lægger Claudia Caviglia vægt på projektets bæredygtige perspektiv:
»Vi snakker om spild og omsorg med børnene. At man sagtens kan genbruge en bagside, og hvor dejligt det er, når nogle tænker på os,« fortæller hun.
Hun beskriver projektet som en win-win-løsning:
»Folk kommer af med det, der bare ligger og fylder. For os betyder det, at vi kan fortsætte med at lade børnene eksperimentere med materialer og fantasien.«