Ørestad Gymnasium får ny rektor til marts

Inge Voller er ansat som ny rektor på Ørestad Gymnasium.
Det var et enigt ansættelsesudvalg, der pegede på Inge Voller til posten som ny rektor. Foto: Ørestad Gymnasium.

Til marts tiltræder Inge Voller som ny rektor på Ørestad Gymnasium. Hun kommer fra en stilling som rektor på VUC Lyngby og har store ambitioner for sin nye arbejdsplads:

»Jeg glæder mig utroligt meget til at starte som rektor for Ørestad Gymnasium og til at møde alle de ansatte på gymnasiet, eleverne og bestyrelsen. Jeg har store forventninger til et stærkt samarbejde om eleverne, deres uddannelse og dannelse,« siger Inge Voller.

Hun understreger, at en af de første opgaver bliver at udarbejde en strategi, der sikrer gymnasiets position i en kommende reform af ungdomsuddannelserne.

Den konstituerede rektor, Peter Bech Sørensen, genindtræder i rollen som vicerektor.

Erfaren leder

Inge Voller har mange års erfaring som leder inden for uddannelsessektoren. Hun startede som lærer og inspektor på STX, blev uddannelseschef på HHX og har i de seneste 14 år været i lederroller på VUC – senest som rektor på VUC Lyngby.

Derudover har hun en master i offentlig ledelse fra CBS og en baggrund som cand.mag. i tysk. Hun har tidligere boet i Tyskland og været med til at udarbejde en ordbog.

Privat bor Inge Voller i Måløv med sin kæreste Henning og deres to børn.

Seneste artikler

Fik du læst?