Vejarbejde på Christmas Møllers Plads varer frem til sommer

Hofor skal udskifte fjernvarmerør i det trafikerede kryds på Christmas Møllers Plads. Arbejdet vil påvirke trafikken i området frem til sommeren 2025.
Christmas Møllers Plads med de mange indfaldsveje bliver frem til sommer 2025 påvirket af gravearbejde, når HOFOR skal udskifte fjernvarmerør i krydset. Foto: Hofor.

Hofor går i gang med at udskifte fjernvarmerør i det trafikerede kryds på Christmas Møllers Plads. Arbejdet forventes at vare frem til sommeren 2025 og vil påvirke trafikken i området. Det skriver Hofor i en pressemeddelelse.

Skiftende afspærringer og omdirigeringer

For at gøre plads til gravearbejdet vil der være løbende ændringer i trafikken. Strækningen af Amagerbrogade mellem krydset og Markmandsgade er blevet ensrettet med afspærring for biltrafik mod Indre By. Cyklister og fodgængere kan dog fortsat passere.

Trafikken fra Ved Stadsgraven bliver ledt via en midlertidig omlægning ind ad Torvegade. Bus 31 i retning mod Indre By kører nu en omvej via Amager Boulevard og Amagerfælledvej.

Kort over vejarbejdet. Illustration: Hofor.

Bilister fra Amager ledes ad Amager Boulevard, da Amagerbrogade forbliver ensrettet i hele perioden.

Fokus på sikkerhed for cyklister

Hver dag passerer omkring 20.000 cyklister gennem krydset på Christmas Møllers Plads, og HOFOR har derfor i samarbejde med Københavns Kommune stort fokus på trafiksikkerheden. Særligt i myldretiden er der skiltning, der opfordrer cyklister til at sænke farten og tage hensyn til hinanden.

Når arbejdet på Christmas Møllers Plads afsluttes til sommer, vil HOFOR fortsætte med udskiftningen af fjernvarmerør ud ad Vermlandsgade. Dette arbejde er koordineret med Københavns Kommunes projekt »Din nye Torvegade«, som efter planen går i gang i efteråret 2025.

Hofor udskifter gamle og utætte fjernvarmerør for at sikre en stabil varmeforsyning til bydelen i mindst 50 år. Samtidig bliver gamle bygasrør også udskiftet, uden at det medfører yderligere gener i bybilledet.

Seneste artikler

Fik du læst?