
Af Freja Bundvad
Januar blev en travl måned i Københavns Lufthavn med 1,95 millioner passagerer, hvilket er en stigning på 14 procent i forhold til samme måned sidste år.
»Vi ser en stigende interesse for at flyve til og fra København,« siger Peter Krogsgaard, kommerciel direktør i Københavns Lufthavn, i en pressemeddelelse.
Flere passagerer – færre fly
På trods af den stigende passagermængde er antallet af flyvninger 14 procent lavere end for seks år siden, hvor passagertallet var det samme. Dette skyldes større fly og flere solgte sæder per afgang.
Storbritannien er fortsat den mest populære destination fra København. I januar rejste 125.000 passagerer mellem København og en af de tre London-lufthavne, hvilket placerer London som den mest besøgte destination. På listen over populære rejsemål følger Oslo, Stockholm, Amsterdam og Paris.
Storbyferier vinder frem
Flere danskere vælger at tage på storbyferie. Ifølge en undersøgelse fra Kantar Gallup overvejer 50 procent af danskerne at tage på storbyferie inden for det næste år – en stigning fra 34 procent i 2019.
»Foråret og de mange helligdage er oplagte tidspunkter for en storbyferie. Vi ser også en stigende interesse fra udenlandske turister, der vælger København som destination,« siger Peter Krogsgaard.
I 2024 åbner SAS blandt andet nye ruter til Budapest, Bukarest, Lyon, Madrid og Sevilla, mens Norwegian tilføjer Bratislava, Sarajevo og Newcastle til rutekortet fra København.
Ekstra travl vinterferie
Travlhed i vinterferien
Fra den 7. februar begyndte vinterferietrafikken, og 1,3 millioner passagerer forventes i alt at rejse gennem lufthavnen i uge 7 og 8. Særligt fredage og søndage er travle.
»Alpernes sne og Asiens strande er blandt favoritterne,« fortæller Peter Krogsgaard.
Thailand er den mest populære destination i Asien, mens Schweiz, Italien og Østrig topper listen over skiferielande i Alperne. Derudover er der direkte fly til skidestinationer i Sverige og Norge, som også tiltrækker mange rejsende.